Eksklusivt Opera- & Vin-cruise fra Bukarest til Wien
med operasanger Kirsten Vaupel og journalist Hans-Georg Møller (Gorm)
11 dage - 7 lande - 5 hovedstæder
12. maj - København – Bukarest, Rumænien
Vi flyver fra København til Rumæniens hovedstad Bukarest med ankomst om eftermiddagen. Efter ankomst tager vi på en kort byrundtur, hvor vi bl.a. passerer de største seværdigheder som Revolutionspladsen og ’Folkets Hus’, én af verdens største bygninger. Sidstnævnte blev bygget af præsident Ceausescu.
Derefter kører vi til havnebyen Turnu Magurele (ca. 2 timers kørsel) og går om bord på M/S Der Kleine Prinz.
Efter velkomstdrink, serveres der middag. Senere på aftenen sejler vi fra Turnu Magurele.
13. maj - Vidin, Bulgarien
Vi sejler det meste af dagen og nyder en afslappende formiddag om bord på skibet. Efter morgenmaden er der præsentation af kaptajn og besætning efterfulgt af vinsmagning og musikalsk underholdning i baren.
Senere vil Kirsten Vaupel introducere os til operaens verden, bl.a. det at være operasanger, hvad det kræver af fysik, stemmebrug og meget andet.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til den lille bulgarske havneby Vidin, centrum for skibsbyggeri. På en byvandring besøger vi Baba Vida Fortet, det største historiske monument i byen og det bedst bevarede fort i landet, og senere er der lidt tid på egen hånd i byens centrum.
Ekstra udflugt: Belogradchik. Læs mere her!
14. maj – Sejlads samt Jernporten
Vi tilbringer dagen om bord. Formiddagen byder på en fantastisk oplevelse, når vi sejler gennem Jernporten, Donaus smalleste og smukkeste strækning. På grund af den farlige strøm og de skarpe klipper var den 100 km lange kløft tidligere en farlig passage.
I 1972 blev der bygget et sluseanlæg for at øge skibenes sikkerhed, hvilket medførte, at vandybden blev øget med 30 meter, så passagen blev bredere. I dag er vandybden mere end 80 meter flere steder på strækningen. Vi passerer det næststørste klippemonument i verden, det største i Europa, der viser Decebal, dakernes konge, som herskede under kejser Trajan. Inskriptionen lyder: ’Decebalus Rex, Dragan Fecit’ Decebal konge, Dragan betaler).
Efter frokost lægger vi til i den serbiske havn i Donji Milanovac, som ligger i midten af nationalparken Djerdap, tæt ved Jernporten og omgivet af et smukt skovområde.
Siden byens grundlæggelse er den blevet flyttet tre gange, sidst i forbindelse med opførelsen af slusen i Djerdap, hvor byen blev flyttet 3 km op ad floden forårsaget af ændret vandstand i Donau. Efter indrejseformaliteterne til Serbien skal vi besøge det berømte arkæologiske område Lepenski Vir, som er under UNESCOs beskyttelse.
Lebenski Vir er et af de ældst bevarede bebyggelser fra den mesolitiske tid omkring 7000 f.kr. Det var et velorganiseret område, som med sin særlige arkitektur og mange skulpturer vidner om de tidlige europæres rige kulturliv, hvor religionen havde en central betydning for samfundet opbyggelse.
Når vi besøger Lebenski Vir, får vi et usædvanligt indblik i, hvordan udviklingen fra jæger og samlerfolk går mod et landbrugssamfund. I perioden 1965-1970 er der fundet 136 beboelser i udgravningerne. I museet findes en permanent udstilling af de mest betydningsfulde fund og kopier af de smukke skulpturer, mens originalerne er udstillet på nationalmuseet i Beograd.
Efter besøget er der fritid i Donji Milanovac, inden der serveres middag, og kursen sættes mod Beograd.
15. maj - Beograd, Serbien
Efter en god nats søvn og morgenmad på skibet er der bytur til den spændende gamle bydel i Serbiens hovedstad, Beograd. Her skal vi bl.a. opleve Kalemegdan fæstningen, den Ortodokse Katedral, Prinsesse Ljubicas hus og flere andre historiske højdepunkter.
Efter en forfriskning og tid på egen hånd ved gågaden med de mange spændende butikker, fortsætter vi med bus til den lille landsby, Jarak, i Vojvodina-regionen. Her spiser vi frokost i haven hos en lokal bondefamilie - en skøn buffet med lokale specialiteter og masser af frisk frugt. Værten og lokale musikanter underholder imens, og vi skal naturligvis også smage den hjemmelavede blommesnaps, Sljivovica, samt egnens lokale vin og øl.
Tilbage på skibet bydes der om aftenen på folklore- og modeshow i skibets bar, hvor lokale skønheder fremviser de smukke håndstrikkede uldtrøjer/jakker ’Sirogojno’ med broderede typiske landskabsmønstre.
16. maj - Ilok / Vukovar, Kroatien
Om formiddagen kan du nyde det smukke landskab fra skibets soldæk, inden skibet ved middagstid ankommer til byen Ilok – beliggende i Syrmia regionen i Kroatien. Byen ligger på en bakke med udsigt over Donau, der danner grænsen til Vojvodina regionen og Serbien.
Her finder du en del af landets vigtigste historiske kulturarv, og med gotiske kirker og rester af islamisk arkitektur mødes den vestlige kunst og kultur på forbilledlig vis med østens og gør Ilok til et særdeles interessant bekendtskab.
Ilok er også centrum som vindyrkningsområde. Her er den årlige vinhøst en stor traditionel begivenhed og de lokale vine (Traminer, Bourgogne, Grasevina) og det fremragende ’Ilok køkken’ er berømt langt ud over Kroatiens grænser.
Vi besøger regionens 300 år gamle vinkælder, der blev kendt for sin leverance af intet mindre end 11.000 flasker vin til Dronning Elisabeth’s kroning. Her skal vi på spændende rundvisning i kældergangene, beliggende 12 meter under jorden, hvor den velduftende vin ligger og modner i træfade i en konstant temperatur på 10-12 grader.
Fra Ilok kører vi i bus til Vukovar, en lille historisk by. På en kort byvandring besøger vi et franciskanerkloster og går en tur i den hyggelige gågade med butikker. Skibet er i mellemtiden sejlet til Vukovar, og medens vi spiser middag ombord, sejles der videre mod Ungarn.
17. maj - Mohacs og Pecs, Ungarn
Tidligt morgen er vi fremme ved den ungarske grænseby, Mohacs, der er udgangspunktet for udflugten til Pecs. I den gamle by, der er kendt for sine mange gallerier, museer og historiske mindesmærker, skal vi bl.a. se Szecheni-pladsen, Rådhuset og Lorant Paladset samt Kaptalan-gaden med de ualmindeligt smukke, restaurerede middelalderhuse.
Vi slutter med en smagsprøve på den lokale drue, der indtages i vinkælderen under byens 900 år gamle katedral. Herefter vil der være tid på egen hånd, inden vi atter returnerer til skibet. Frokosten indtages om bord, og om eftermiddagen sejler vi videre igennem det ungarske sletteland mod Budapest.
I løbet af eftermiddagen vil Hans-Georg Møller (Gorm) introducere os til ”Hvornår var det nu det var”, hvor gæsterne får lejlighed til at dyste om emner fra turen.
18. maj - Budapest, Ungarn
Budapest er en af Europas smukkeste hovedstæder med pompøse huse og flotte bygningsværker. Donau deler byen i Buda - den gamle bydel med bjerge og grønne områder - og Pest med sine moderne forretningsgader. Vi tager på en 3 ½ timers byrundtur og ser de mest populære seværdigheder: Parlamentet, St. Stefan kirken, Operaen, Heltepladsen samt Fiskebastionen og nyder den storslåede udsigt over byen fra Gellert bjerget.
Tilbage på skibet spiser vi frokost, og resten af dagen er til fri disposition i den skønne by. Skibet ligger til kaj i bekvem gåafstand til byens seværdigheder.
Ekstra udflugt: Ungarnsk Folkeensemble. Læs mere her!
Efter showet er der stemningsfuld køretur rundt i det smukt oplyste Budapest.
19. maj – Budapest, Ungarn
Efter morgenmaden begiver vi os ud til det største ungarske vinhus Promontorbor fra 1880, beliggende i Budafok regionen, som er selve hjertet for vinproduktion i Budapest. Vinhuset anses for at være det største i Europa med et 25 km langt sammenhængende kældersystem, hvor vinen opbevares.
Stedet har vundet mange nationale og internationale priser for sine fremragende vine, som vi selvfølgelig skal smage på, efter rundvisningen. Frokost serveres om bord på skibet, og i løbet af eftermiddagen vil Kirsten Vaupel introducere aftenens store operaoplevelse, Guiseppe Verdis ”Macbeth”, der synges på originalsprog (italiensk).
Der serveres en let snack, inden vi begiver os af sted til Budapests Opera. Efter forestillingen tager vi tilbage til skibet, hvor vi spiser middag og nyder sejladsen gennem ’Budapest-by-night’ med de mange illuminerede bygninger. Kursen er nu sat mod Bratislava.
Bemærk venligst, at dette arrangement er et ekstraarrangement, som skal bestilles og betales senest 15. februar 2012.
20. maj - Bratislava, Slovakiet
Vi sejler det meste af dagen, og sejlturen fører os igennem en af de store sluser Gabcikovo. Hen på eftermiddagen ankommer vi til Slovakiets hovedstad, Bratislava, hvor skibet ligger til i centrum af byen. På en spadseretur i de charmerende gågader i den gamle historiske bydel kan du bl.a. opleve St. Martin-katedralen, Michaelsporten og tårnet, pladsen med det gamle rådhus samt det Slovakiske Nationalteater.
Turen inkluderer et besøg i Ærkebiskoppens Palads med de berømte gobeliner fra 1630, som siges at være endnu mere værdifulde end selve paladset!
Vi slutter af med en forfriskning på en af de mange udendørs cafeer. Eftermiddagen er til fri disposition til shopping eller blot hygge sig i Bratislava. I løbet af dagen vil Kirsten Vaupel atter engang bringe os up-to-date forud for morgendagens musiske oplevelser, musicalen ”Sound of Music” eller Wienerkoncerten.
Mens vi sejler videre mod romantiske Wien, nyder vi kaptajnens middag.
21. maj - Wien, Østrig
Intet vil være mere naturligt end at lade vor kulturrejse kulminere i ’musikkens hovedstad’, Wien, der har huset mangen en berømt komponist – heriblandt Mozart og Beethoven.
Vi lægger ud med en byrundtur i den klassiske by med fokus på den overdådige arkitektur og de eventyrlige og velbevarede bygninger, hvoraf mange kan dateres helt tilbage til kejserdømmets storhedstid. Glæd dig bl.a. til at opleve arkitekten Hundertwassers hus, de berømte historiske bygninger i Ringstrasse, St. Stephan-kirken og ikke mindst den imponerende Opera.
På den overkommelige gåtur gennem byens gader lægger vi også vejen forbi Hofburg og dressurridningens mekka, Den Spanske Rideskole, med de kridhvide lippizaner-hingste. Efter frokost, som indtages om bord, er eftermiddagen fri til på egen hånd at udforske den maleriske by med de mange fine forretninger, museer og caféer. Og på sidstnævnte er en kop varm chokolade med tilhørende ’Sacher-Torte’ et ’must’.
Ekstraudflugt: Musical. Læs mere her!
Richard Rogers berømte musical ‘Sound of Music’ I Wiens Volksoper (synges på tysk). Bemærk venligst, billet skal bestilles og betales senest 15. februar 2012.
Der serveres en let snack, inden vi begiver os afsted til Volksoper. Efter forestillingen tager vi tilbage til skibet, hvor vi spiser middag. Et perfekt og festligt punktum for en uforglemmelig kulturrejse.
Ekstra udflugt: Wienerkoncert. Læs mere her!
22. maj - Wien, Østrig – København
Det er blevet tid til at tage afsked med Wiener-valsens højborg og vende næsen hjemad efter 11 begivenhedsrige dage. Når vi har spist morgenmaden, tager vi afsked med besætningen, forlader skibet og kører med bus til byens centrum.
Her har du mulighed for at foretage de sidste indkøb og indånde atmosfæren i den charmerende by en sidste gang, inden vi om eftermiddagen fortsætter mod lufthavnen og flyver til Danmark. Alternativt kan du deltage i den ekstra formiddagsudflugt til Schönbrunn slottet – Wiens Versailles – der, udover at være en oplevelse i sig selv, også huser en overdådig samling udsøgte kunstværker.
Ekstra udflugt: Schönbrunn. Læs mere her!
Med bagagen fuld af dejlige oplevelser ankommer vi til København kl. 19.15.
Eksklusivt for denne tur – kun med Scandinavian Cruise Center
Introduktion til Operaens Verden v/ sopranen Kirsten Vaupel
Kirsten Vaupel har siden sin uddannelse på Konservatorium der Stadt Wien 1964-1968 medvirket i adskillige operaer, operetter og musicals i ind- og udland. På Den Jyske Opera, som hun var tilknyttet fra 1969 og helt frem til 1984, sang hun hovedpartier i såvel Flagermusen, Den glade Enke og Figaros Bryllup, som i Tryllefløjten og Den Udødelige Historie. Af større opgaver i udlandet kan nævnes 2. damen i Ingmar Bergmans filmatisering af ’Tryllefløjten’, 1. dreng ligeledes i Tryllefløjten ved Lissabon-festivalen samt Amor i ’Orfeus og Eurydike’ i Skotland.
Derudover har hun gæstet såvel Wien som Budapest med Mozarts og Carl Nielsens sange. I de senere år har hun især haft stor succes med gruppen ’Swing Sisters’, som hun dannede sammen med Lise-Lotte Norup og Kirsten Siggaard i 1992. Kirsten Vaupel har også udgivet adskillige CD’er – bl.a. med børnesange, danske sange og wienersange samt 5 CD’er med Swing Sisters. På turen vil Kirsten introducere dig for den musikalske del af togtet og dele ud af sin store viden og erfaring. Og med Kirsten på sidelinjen kan vi garantere, at du får optimalt udbytte af rejsens højdepunkter i Budapest og Wien.
Introduktion til ’Hvornår var det nu, det var’ v/ Hans-Georg Møller (Gorm)
Hans-Georg Møller, også kendt som Gorm, er uddannet journalist i Aabenraa, Slagelse og Næstved. Siden kom han til Aktuelt i København og til Danmarks Radio. Hans-Georg Møller har arbejdet sammen med mange af pionererne inden for dansk TV - og han fortæller gerne anekdoter om alle de mange spændende og sjove kolleger, han har mødt gennem tiderne. Han har været hele spektret rundt – som producer, tilrettelægger og studievært på masser af samfundsprogrammer, startende med magasinet ’Kontakt’ og det juridiske spørgemagasin ’Hvad siger loven’ til en lang række dokumentarprogrammer. ’Kanal 22’-programmerne og ’Lørdagskanalen’ gjorde ham kendt over hele landet sammen med makkeren Gregers Dirckinck-Holmfeld.
Men han har også været vært på bl.a. ’TV-Avisen’, ’TV-Sporten’ og i underholdningsafdelingen samt nyhedsvært på TV3, hvor han også havde besøg af kendte mennesker i programmet ’Gorms gæst’. Hans-Georg Møller kreerede i 1992 det rent danske koncept, ’Hvornår var det nu det var’, som var en stor succes i 10 år – og som genudsendes nu på DR-K. Og så var han også den første vært på programmet ’Sporløs’. Desuden har Gorm gennem årene undervist på medie- og kommunikationskurser i private såvel som offentlige virksomheder.
Teknisk arrangør: Scandinavian Cruise Center. Vi tager forbehold for ændringer i ovenstående program. Ændret vandstand i Donau kan medføre ændring i rejserute.