Rundrejse: Den Sydafrikanske Sjæl
Johannesburg - Pretoria - Mpumalanga - Krüger nationalpark - Swaziland - Zululand - Hluhluwe - Umfolozi naturreservat - Durban - Port Elizabeth - Wilderness - Oudtshoorn - Cape Winelands - Cape Town
Dag 1-2 Danmark - Johannesburg - Pretoria
Efter ankomst til Johannesburg internationale lufthavn, går turen østpå mod Mpumalangaprovinsen og Sydafrikas administrative hovedstad, Pretoria. Her mærker vi historiens vingesus på en kort bytur hvor vi bl.a. ser pladsen, hvor de smukkeste af byens bygninger ligger samt retsbygningen, hvor Nelson Mandela blev idømt livsvarigt fængsel. Vi overnatter i Pretoria. Samlet transporttid i bus: Ca. 1½ time.
Dag 3 Pretoria - Mpumalanga
Efter morgenmaden fortsætter vi turen til White River i Mpumalanga. Turen er nok Sydafrikas smukkeste naturrute med sine storslåede panoramaudsigter over Drakensbjergene. Solens stråler oplyser klippesiderne, og de gyldne farver blander sig med den grønne vegetation i et skønt sceneri. Drakensbjergene er Sydafrikas højeste og længste bjergkæde og gennemskæres undervejs af den spektakulære Blyde River Canyon, hvor naturfænomenet Bourke’s Luck Potholes også skal opleves.
Mpumalanga, bliver udgangspunktet for de næste to nætter. Samlet transporttid i bus: Ca. 5 timer
Dag 4 Krüger Nationalpark
Dagen begynder tidligt og med en god madpakke under armen går turen mod enestående oplevelser i Krüger Nationalpark, som med sine 22.000 km2 er Sydafrikas største. Sit navn fik parken efter dens stifter, Paul Krüger, der som præsident grundlagde parken i 1898 for at beskytte det sårbare afrikanske plante- og dyreliv. En visionær tanke, som man mere end et århundrede senere kun kan takke ham for, når man oplever det spektakulære dyreliv i parken, hvor stort set alle Sydafrikas dyrearter lever.
Hele dagen tilbringes på safari i åbne jeeps på opdagelse efter The Big Five: Løve, leopard, elefant, sort næsehorn og bøffel. Mærk spændingen i kroppen, når blikket flyver rundt for at spotte en flok løver, der fordøjer det seneste måltid i træernes skygge på savannen og få et godt grin over flodhestens komiske fremtoning. Frokosten er en picnic i den skønne natur, inden turen går tilbage mod hotellet om eftermiddagen. Om aftenen er der fælles middag og vi bliver underholdt af lokale dansere. Samlet transporttid i åbne jeeps: ca. 8 timer.
Dag 5 Mpumalanga - Swaziland
I dag er det blevet tid til at checke ud af hotellet efter en tidlig morgenmad. Herefter bliver kursen sat mod Sydafrikas naboland, Swaziland. Grænsen krydses om morgenen, og det er en oplevelse i sig selv. Landet er et selvstændigt kongerige og desuden det mindste land på den sydlige halvkugle. Det huser en særdeles imødekommende befolkning, som er stolte over deres traditioner og konge, der har ikke færre end 13 koner.
Kultur og traditioner kommer vi helt tæt på under et besøg i en kulturlandsby, der giver et grundigt indblik i befolkningens levevis. Her åbner en helt ny verden sig i takt med, at swazierne fortæller om kønsroller, ritualer og stammedans. En verden meget langt fra den velkendte.
Der bliver også mulighed for at blive klogere på det lokale håndværk. Ankomst til hotellet sent på eftermiddagen. Samlet transporttid i bus: ca. 6½ time.
Dag 6 Swaziland - Zululand
Fra ét stolt folkeslag går turen videre til et andet - zuluerne. Zululand er en del af Sydafrika, og zuluerne er kendt for at være viljestærke, krigeriske og traditionsrige. Desuden er zuluerne den største befolkningsgruppe i Sydafrika. Dagen byder blandt andet på besøg hos Ilala weavers, som producerer smukke håndvævede kurve, der er meget karakteristiske for dette område.
Efter frokost venter en spændende bådtur på Skt. Lucia søen, der er del af Skt. Lucia Wetland Reserve, som var det første naturområde i Sydafrika, der blev erklæret bevaringsværdigt af UNESCO. Her i området mødes havets saltvand med søens ferskvand, og der skaber et perfekt tilholdssted for et stort antal eksotiske fugle og fisk, flodheste og krokodiller. Aftenens middag indtages på lodgen i Zululand, hvor vi desuden bor de næste to nætter. Samlet transporttid i bus: ca. 9 timer.
Dag 7 Hluhluwe - Umfolozi naturreservat
Hluhluwe og Umfolozi blev etableret som beskyttede områder i 1897 og er dermed det ældste erklærede parkområde i Afrika. I dag hører området til Sydafrikas smukkeste nationalparker og er især blevet verdensberømte for deres store indsats med "Operation Næsehorn", der har reddet det hvide næsehorn fra udryddelse.
Dagen begynder med safari fra morgenstunden. I forhold til den gigantiske Krügerpark er Hluhluwe og Umfolozi mere kompakte. Vejene er mindre, og naturen kommer endnu tættere på. Hold især øje med de mange aber, zebraer og impalaer, ligesom her også er en rigtig god chance for at se næsehorn. Frokosten indtages undervejs, og tidligt om eftermiddagen går turen tilbage til lodgen, hvor der venter en lækker barbecuemiddag om aftenen. Samlet transporttid i bus: ca. 8 timer.
Dag 8 Zululand - Durban - Port Elizabeth
Efter dagene med naturen helt tæt på i den afrikanske vildmark, er det nu tid til at sætte kursen mod civilisationen igen. Nærmere betegnet byen Durban, hvorfra flyet til Port Elizabeth, der også er kendt som ”Den Venlige By”, afgår (afrejsetidspunkt varierer fra rundrejse til rundrejse). Overnatning i Port Elizabeth i to nætter. Samlet transporttid i bus: ca. 4 timer.
Dag 9 Port Elizabeth
Nu er det på tide at komme helt ind under huden på det rigtige Sydafrika og få en fornemmelse af, hvordan de lokale lever. Derfor tilbringes formiddagen med at besøge den farvede befolknings ”townships” i udkanten af Port Elizabeth. Her lever middelklassen og de fattigste befolkningsgrupper, hvis hverdag vi oplever med besøg på områdets skole eller lignende. Eftermiddagen er på egen hånd.
Dag 10 Port Elizabeth - Wilderness
Efter oplevelserne i byen står denne dag igen i naturens tegn. Kursen sættes vestpå mod Cape Town langs den legendariske Garden Route, hvor de frodige grønne bjerge og det brusende blå hav udgør et imponerende sceneri. Turen går gennem store skovarealer og byder blandt andet på stop ved Storm’s River Bridge for at nyde den betagende udsigt og oplever også Tsitsikamma Nationalpark, der spreder sig over både land og hav. Undervejs er naturen alsidig og afvekslende og byder på søer, skove og strande. Der bliver også tid til at udforske den hyggelige by, Knysna, på egen hånd, inden turen fortsætter til Wilderness. Overnatning i Wilderness i to nætter. Samlet transporttid i bus: ca. 7½ time.
Dag 11 Garden Route (Oudtshoorn)
Efter morgenmaden fortsætter turen ad Garden Route, hvor de mange smukke blomster langs vejen bekræfter, hvorfor ruten har fået sit navn. Kursen sættes ind i landet til Oudtshoorn, hvor mange marker huser store flokke nysgerrige strudse. I 1900- tallet var det særdeles moderne i Europa at bære strudsefjer på sit tøj, og dermed boomede produktionen af strudse her i området. I dag er antallet af strudsefarme knap så stort, men kød og skind er fortsat populært. På en af farmene bliver vi klogere på, hvordan de enorme æg udklækkes, fodringen af de store fugle, og hvordan anatomien hænger sammen for verdens største fugl.
Fra fuglenes verden fortsætter turen til det gigantiske grottesystem Cango Caves, som er en række enorme drypstenshuler med et væld af fascinerende formationer. På nuværende tidspunkt er der opdaget adskillige grotter i forlængelse af hinanden, men forskere er sikre på, at der findes mange flere. Det er et imponerende syn at bevæge sig ind i den første grotte, hvor stalagmitter og stalaktitter skaber fantastiske figurer og giver en fornemmelse af at være trådt ind i en helt anden verden. Samlet transporttid i bus: ca. 4 timer.
Dag 12 Wilderness - Cape Winelands
Dagen begynder med tidlig morgenmad, hvorefter rejsen fortsætter til Franschhoek, Sydafrikas franskinspirerede del, der lige som sit europæiske sidestykke har frodige dale og vinmarker. Flere hævder, at vinen fra Cape Winelands er landets bedste, og det skal vi naturligvis være med til at konstatere under vinsmagning på en af områdets vingårde.
Områdets franske tilknytning går helt tilbage til 1500-1600-tallet, hvor de første franske protestanter, "Huguenots", bosatte sig her.Turen fortsætter videre gennem det frodige vindistrikt, hvor rankerne indimellem strækker sig så langt øjet rækker, og videre til hotellet i Stellenbosch. Samlet transporttid i bus: ca. 8 timer.
Dag 13 Cape Winelands - Cape Town
Dagen går med at udforske den smukke by, Stellenbosch, der næstefter Cape Town er den ældste europæiske bosætning i Western Cape. Læg mærke til de mange egetræer langs gaderne, som blev plantet af byens grundlægger, ligesom byen også byder på et væld af spændende historiske monumenter. På Stellenboschmuseet venter et grundigt indblik i byens historie, inden der atter er vin på programmet. For byen er del af hjertet i Sydafrikas vinproduktion, så efter en rundtur på en af vingårdene venter en vinsmagning, så den eftersigende høje kvalitet kan bedømmes på egen hånd.
Om eftermiddagen sættes kursen mod Cape Town, hvor en byrundtur venter. Hvis vejret tillader det, går turen blandt andet op på Cape Towns vartegn, det fladtoppede bjerg Table Mountain. Desuden besøges et diamantsliberværksted, hvor det respekterede håndværk opleves på nært hold, mens bearbejdningsprocessen beskrives nærmere på den fabrik, vi også besøger. Overnatning i Cape Town de kommende tre nætter. Samlet transporttid i bus: ca. 4 timer.
Dag 14 Cape Town
Efter morgenmaden går turen på eventyr langs kysten. Første stop er den lille by, Hout Bay, hvorfra vi sejler til Duiker Island, hvor der findes en sælkoloni. Langs den smukke og dramatiske klippekyst fortsætter vi til Cape Point, som sammen med Kap Det Gode Håb udgør Cape Peninsula Nationalpark. Her mødes Atlanterhavet og Det Indiske Ocean, og det store område er hjem for mere end 150 fuglearter.
Eftermiddagens byder på besøg i Simonstown, hvor de kække afrikanske pingviner holder til i Boulders Penguin koloni, hvor de skægge dyr kan opleves i deres naturlige miljø. Hvis vejret og årstiden er til det, gøres der i løbet af dagen desuden holdt ved Kirstenbosch botaniske have for at nyde de smukke blomster. Samlet transporttid i bus: ca. 8 timer.
Dag 15 Cape Town
Turens sidste hele dag er til fri afbenyttelse til at tage på opdagelse i Cape Town. Tag f.eks. til Robben Island, der ligger tæt ved Cape Town. Om aftenen arrangerer rejselederen en dejlig afskedsmiddag.
Dag 16-17 Cape Town - Danmark
Formiddagen er på egen hånd. Om eftermiddagen går turen til Cape Towns lufthavn, hvorfra der er afrejse til Danmark. Ankomst til Danmark dag 17.
Teknisk arrangør: Discover by Apollo
Ovenstående info. er taget fra Apollos hjemmeside. FolkeFerie tager forbehold for fejl, ændringer m.m.