Temarejse Malta: Kajaktur
Dag 1: Afrejse Billund/Kastrup morgenfly – Malta
Efter ca. 3 timers flyvning, ankommer vi til den dejlige Middelhavsø Malta og kører direkte mod
Mellieha Holiday Centre, som skal være dit hjem den næste uge. Vi skal bo lige ved vandet og med udsigt til den charmerende bugt, Mellieha Bay.
Efter ankomst til hotellet og check-in, er der mulighed for at deltage i FolkeFerie.dks generelle velkomstmøde i konferencesalen kl. 15.00. Resten af dagen er til fri disposition. Benyt lejligheden til at udforske ferieområdet eller afprøve poolen.
Det Maltesiske køkken byder på mange spændende muligheder. Oplev nogle af de mange hyggelige restauranter som ligger i nærheden af feriecentret eller bliv i lokalmiljøet og spis på en af restauranterne på Mellieha Holiday Centre.
Dag 1: Afrejse København eftermiddag – Malta
Vi ankommer til hotellet sent på aftenen, og der er intet andet på programmet end et hurtigt check-in, så I kan komme op i jeres feriehus, pakke ud og slappe af eller tage en drink i Joseph´s Bar på Mellieha Holiday Centre.
Dag 2: Mistra Bay og snorkling (Halv dag)Efter en god portion morgenmad vil der fra kl. 09.00 være et kort introduktionsmøde til ugen med vores engelsktalende kajakguide. Derefter går vi ned til Kajakcentret, hvor vi rigger til så vores kajakeventyr kan begynde. Grundig instruktion bliver givet, før vi sejler ud.

Turen går først til den lille hyggelige bugt Mistra Bay, hvor vi også spiser vores medbragte frokost. Derefter går turen rundt om St. Pauls Island, inden vi slutter af med en skøn snorkel tur ved Selma Bay. Vi er tilbage på Mellieha først på eftermiddagen og resten af dagen er til fri disposition.
Her kan du nå at besøge Malta´s hovedstad, Valletta, som anses for at være én af Europas smukkeste hovedstæder.

Udover at være en af de mest koncentrede historiske byer i verden, med hele 320 monumenter på blot 55 ha., er Valletta også en super by at shoppe i. Et sirligt system af trapper gør det nemt at komme omkring til fods i de charmerende gader.
Deltag i FolkeFerie.dks hyggelige velkomstmiddag sammen med andre deltagere/gæster. Bestil middagen ved velkomstmødet eller på servicekontoret inden mandag kl. 12.00.
Dag 3: Comino (Hel dag)
Endnu en dejlig kajakdag venter og i dag går turen bl.a. til den charmerende ø Comino, med blot 4 indbyggere.
Vi vil nyde vores medbragte frokost ved enten Santa Maria Bay eller San Nicholas Bay og der vil selvfølgelig også være tid til at opleve den smukke Blå Lagune, hvor en svømmetur er et must. Den Blå Lagune er et af de mest fotograferede steder på Malta og med rette. Vandet er lig dét, man normalt kun ser ved tropiske øer.
På tilbagevejen udforsker vi b.la. nogle af de mange grotter, der er skåret ind i klipperne.
Vi er tilbage på Mellieha sen eftermiddag, hvor resten af dagen vil være til fri disposition. Om aftenen kan I eventuelt tage op til Mellieha by og spise på lx-Xatba. En hyggelig familiedreven restaurant med gode fiskeretter og en fantastisk kaninragout (Maltas nationalret). Eller prøv den charmerende Il-Mithna, som er indrettet i en gammel mølle fra det 17. århundrede. Skønne middelhavsretter, antipasti, frisk fisk m.m.
Dag 4: Gozo - San Blas (Hel dag)
Efter morgenmaden kører vi i bus til færgehavnen Cirkewwa, som ligger på den nordligste del af Malta, hvor dagens tur starter. Vi ror langs de vilde klipper ved Ta Cenc og igennem flere små grotter og huler, inden vi når til den smukke bugt San Blas på Gozo.
Her spiser vi vores medbragte frokost og nyder den spændende natur og så går det hjemad, igen forbi Comino inden vi når Malta.
Vi er tilbage på Mellieha sen eftermiddag, hvor I kan slappe af i feriehuset, tage en dukkert, nyde en velfortjent kølig øl eller et glas vin, inden I gør klar til aftenens middag, som kan nydes i restauranten på centret.
Eller spis en lækker middag på Bouquet Garni, som ligger i Mellieha by. Udsøgte retter og med krydderurterne som skønne smagsforstærkere kan dette lille familiedrevet sted varmt anbefales.
Dag 5: Udflugt og vinsmagning (Hel dag)
I dag lader vi kajakken blive på landjorden og efter morgenmaden skal I kl. 9.00 på udflugt sammen med en rejseleder fra FolkeFerie.dk. Dagen står på Maltesisk historie og god lokal vin.
Vi skal besøge byerne Mosta og Mdina, to smukke gamle byer der ligger på den centrale del af øen. Vi besøger først byen Mosta, hvor vi finder Europas 3. største kuppelkirke, der også kaldes for ”Mirakelkirken”.
Herefter tager vi til Mdina, og nyder byens charme.
Denne smukke by er ikke bare en af verdens bedst bevarede middelalderbyer, den var også Maltas første hovedstad, og har man bare lidt fantasi, kan man hurtigt drømme sig tilbage til dengang.
Vi går gennem byens små og smalle gader og der bliver også lidt tid på egen hånd.
Turen afsluttes med rundvisning og en skøn vinsmagning samt frokost på Meridiana Wine Estate.
Vi er tilbage på Mellieha ca. 16.30. Du kan slappe af på feriecentret, lade dig varte op i restauranten eller mød malteserne på de små lokale barer eller restauranter. Fx Half Way Inn, som ligger på vejen op til Mellieha by. Her kokkererer konen, børnene serverer og bedsteforældrene ser tv i det fjerneste hjørne af restauranten. Mere lokalt kan det ikke blive.
Dag 6: Cirkewwa Point (Hel dag)
Efter morgenmaden er dagens udgangspunkt igen fra Cirkewwa. Vi ror op langs den golde smukke kyst og ender på den sydlige del af Gozo. Vi spiser evt. vores medbragte frokost i den hyggelige havn Mgarr.
På vejen tilbage mod Malta, får vi virkelig oplevet hvor barsk store dele af disse øer egentlig er og hvor smukt og anderledes et landskab der omringer øerne.
Vi er tilbage på Mellieha sen eftermiddag, hvor aftenen står til fri disposition.
Dag 7: Ghajn Tuffieha og Anchor Bay (Hel dag)
Vi starter igen idag ud fra Cirkewwa point og ror mod Ghajn Tuffieha Bay. Vi ror langs med nogle af Maltas smukkeste kyststrækninger og kommer bl.a. forbi den smukke stenhave ved Rdum Majesa.
Vi spiser vores medbragte frokost ved Ghajn Tuffieha og vender så langsomt snuden mod Cirkewwa, hvor vi på vejen tilbage vil ro forbi Skipper Skræk byen ved Anchor Bay.
Vi er tilbage på Mellieha sidst på eftermiddagen, hvor du passende kan nå et par timer ved poolen inden aftensmaden.
Kl. 19.00 vil der være fællesmiddag i restaurant Great Dane, med en masse spændende maltesiske specialiteter.

Dag 8: Afrejse
Morgenmad og afslapning inden turen går hjem mod København/Billund.
Vi tager forbehold for ændringer i programmet