Temarejse Malta: Yoga Rejse
Dag 1: Afrejse Kastrup/Billund morgenfly – Malta
Efter ca. 3 timers flyvning ankommer du til den skønne Middelhavsø Malta, og i komfortable busser kører vi direkte mod Mellieha Holiday Centre, der skal være dit hjem den næste uge. Feriecentret ligger i rolige omgivelser, omgivet af smuk natur.
Fra din feriebolig har du således udsigt til den charmerende bugt Mellieha Bay. 
Efter check-in i feriehusene inviterer vi til velkomstmøde, hvor du kort får gennemgået ugens program og samtidig kan få svar på eventuelle spørgsmål.
Derefter trækker vi i yogatøjet og starter ugen med en afstressende yogatime i rolige omgivelser med udsigt til den maltesiske natur. En natur, du kommer til at stifte meget mere bekendtskab med i de kommende dage.
Om aftenen har du mulighed for at spise velkomstmiddag med resten af gruppen i en af feriecentrets restauranter, Great Dane. Du kan også vælge at starte ugen med en rolig aften i dit feriehus, som har fuldtudstyret køkken.
Dag 2: Vandretur, yoga og meditation
Vi starter alle morgener med en rolig yogatime, inden vi spiser morgenbuffet i restaurant Great Dane med dens pragtfulde udsigt over Mellieha Bay.
Herefter starter vi ugen med en vandretur til Fossilkysten, der ligger ca. 1 times gang fra feriecentret. 
Her vil vi lave nogle timers yoga med udgangspunkt i vand-elementet, mens vi står på den gule lerkant med udsigt over store klipper og oplever havets kraftige bølger, der slår imod kanten foran os.
Hjemme igen har du resten af dagen til at slappe af, spise i restauranten eller lave mad med de andre yogagæster på feriehusenes store tagterrasser.
Kl. 19.30 mødes vi alle igen, denne gang til en rolig indføring i meditationens verden.
Dag 3: Udflugt til Busket Forrest, yoga og foredrag
Efter morgenyoga og morgenbuffet kører vi i bus til Busket Forrest ved Verdala Paladset, der er sommerresidens for Maltas præsident. Det store naturområde omkring paladset er fuld af fredfyldte små oaser og giver perfekt mulighed for ro og fordybelse.
I Busket Forrest laver vi nogle timers yoga inspireret af jord-elementet, hvorefter vi slapper af og spiser vores medbragte madpakker.
Efter frokosten vil Stine lave et introduktionsforedrag om yogafilosofi. Her vil hun bl.a. give et billede af yogaens store verden og fortælle, hvordan du kan gøre yogafilosofi til en del af din hverdag, når du bor i den vestlige verden.
Sidst på eftermiddagen kører vi retur til feriecentret, hvor du kan bruge resten af aftenen, som du vil.
Dag 4: Udflugt til Valletta, shopping og middag
Efter morgenyoga og spisning bliver vi kørt til Maltas hovedstad Valletta. Byen rummer historier og bygninger tilbage fra riddertiden og er desuden Maltas foretrukne shoppingsted.
I Valletta vil en af FolkeFerie.dk’s dygtige guider give en introduktion til byen og Maltas dramatiske historie. Du har derefter hele dagen til at opleve byen på egen hånd eller i selskab med de andre yogagæster.
Du kan fx shoppe i de mange lokale og internationale butikker, ligesom hovedstaden byder på spændende museer, smukke kirker og et hyggeligt havnemiljø.
Om aftenen mødes vi og kører til den nærliggende by Rabat, hvor vi vil besøge en gammel underjordisk grotte, der er omdannet til en utrolig stemningsfyldt restaurant. Her spiser vi aftensmad og bliver introduceret til den maltesiske vinkultur – naturligvis med prøver på et udvalg af de lokale vine.

Dag 5: Yoga og Ayurveda
Efter morgenyoga og morgenbuffet vandrer vi af sted langs den smukke kyst til Madonna-statuen, der troner på spidsen af Marfa-halvøen.
Det siges, at Madonnaen velsigner alle, der vandrer forbi, og med en fantastisk udsigt over hav og klipper vil vi inspireret af luft-elementet lave yoga på selve klippetoppen.
Tilbage på feriecentret vil der være tid til at spise frokost og slappe af, inden vi kører af sted for at besøge Melanie Drury.
Melanie vil introducere os til den holistiske sundhedsvidenskab Ayurveda, der tager afsæt i yogaen.
Her vil du lære, hvordan du gennem din kost og livsstil kan rette op på kroppens og sindets balancer (doshaer), der i Ayurvediske termer kaldes Vata, Pitta og Kapha.

Dag 6: Ferieafslapning
Efter morgenyoga og morgenmad kan du bruge dagen til lige, hvad du har lyst til. Malta rummer mange mulighed, og du kan fx tage ud og dykke, snorkle eller dyrke anden vandsport.
Der er også mulighed for at opleve naturen på hesteryg, vandre, besøge naboøen Gozo eller bare slappe af med en god bog.
Du kan selvfølgelig også fordybe dig i yogaen på din ugenerede tagterrasse.
Dag 7: Strandyoga og afskedsmiddag
Efter morgenyoga og fælles spisning kører vi ud til Gnejna-stranden, der ligger i et fredfyldt område, smukt omkranset af klipper. På stranden laver vi yoga inspireret af sol-elementet og med udsigt over det azurblå hav. Efterfølgende får du naturligvis mulighed for at tage en svømmetur.
Vi bliver på den lille strand nogle timer og spiser frokost, inden vi kører tilbage til Mellieha Holiday Centre for at slappe af og gøre os klar til yoga-ugens sidste aften. 
Først på aftenen møder vi kok og madskribent Louisa Lorang, der vil tage os på en fascinerende rejse i smagssansens forunderlige univers og give os en skøn oplevelse at slutte ugen af på.
Dag 8: Afrejse
Efter det sidste morgenmåltid på Great Dane går turen mod lufthavnen og hjem til Danmark.
Vi tager forbehold for ændringer i programmet