Helsingør Feriby indviet
Flagene vajede og himlen var blå, da FolkeFerie.dk tirsdag 21. juni indviede Helsingør Ferieby, som det nyeste af vores tilbud. De 41 feriehuse smukt placeret i skoven tæt på Helsingør midtby er blevet renoveret, og ved indvielsen tirsdag blev dørene slået op for offentligheden – og de første gæster ankommer om få dage.
Helsingør Ferieby blev oprindeligt opført i 1958 men er nu blevet nænsomt renoveret og moderne indrettet, så husene lever op til den moderne families ønsker og behov.
”Helsingør Ferieby har gennem de sidste 50 år dannet rammen om rigtig mange familiers ferie, og der er rigtig mange kære minder herfra. Og jeg er sikker på, at feriebyen bliver et aktiv for byen, og at her kommer til at summe af aktiviteter”, sagde adm. direktør Folmer Risager, FolkeFerie.dk ved indvielsen.
Folmer Risager takkede i sin tale blandt andre Realdania og Den A.P. Møllerske Støttefond for deres finansielle støtte til renoveringen, ligesom han rettede en tak mod de mange andre samarbejdspartnere.
”Mange vil nok få sig en a-ha oplevelse, når de går rundt og ser de 40 feriehus. Det er en fantastisk forvandling, der er sket med Helsingør Ferieby. Men forvandlingen har også kun kunnet lade sig gøre på grund af de mange, som har støttet projektet”.
Direktør Henrik Tvarnø fra Den A.P. Møllerske Støttefond udtalte: "Vi er beærede over, at vi blev spurgt, om vi ville være med. Vi synes, dette projekt har så mange kvaliteter".
Også formanden for bestyrelsen i FolkeFerie.dk Hans Jensen, og bestyrelsesformand Jesper Nygård fra Realdania talte ved indvielsen, inden Helsingør borgmester Johannes Hecht-Nielsen sammen med Hans Jensen officielt åbnede feriebyen ved at klippe en rød snor over ind til området.
Efter en reception for indbudte gæster var der åbent hus, og mens jazzorkestret Hot Swing spillede var der pølser med brød fra den mobile pølsevogn, og mange kiggede forbi for at se det flotte resultat.
”Hvor er her blevet flot - det er også på tide, at Helsingør Ferieby kommer til sin ret. Jeg er sikker på, at det bliver et samlingssted for mange”, konstaterede Henning E. Jensen fra Helsingør, som sammen med sin kone besøgte Helsingør Ferieby.