Når Elsebeth Egholm besøger sin ferielejlighed på den maltesiske ø Gozo, går hun så at sige offline. Internet har hun intet af, og det er helt bevidst, at hun er gået uden om det medie, som aldrig sover. I stedet nyder hun middelhavssolens stråler, lange gåture, og så fordyber hun sig i at skrive sine kriminalromaner. For Gozo, der er Maltas lillesøster og naboø, kan nemlig få den danske krimiforfatter i en helt speciel stemning af forelskelse og ro, og sådan har det været, siden hendes første besøg for over 20 år siden.
Det maltesiske eventyr startede i 1990. Elsebeth Egholm tog med sin veninde tilMalta, da venindens bror havde et feriehus på middelhavsøen. Der var lagt op til en rigtig daseferie med alt, hvad det indeholder. Men mødet med Malta blev til et langt kærlighedsforhold til den maltesiske ø Gozo. Her mødte hun nemlig sin mand, den engelske thrillerforfatter Philip Nicholson. De to giftede sig i 1995, og indtil mandens død i 2005 levede parret halvt på Gozo og halvt i Kasted ved Aarhus. Efter 2005 købte Elsebeth Egholm en lille lejlighed i den lille landsby Qala, der ligger på den side af Gozo, der vender mod Malta.
- Min mand og jeg har altid boet omkring havnebyen Mgarr i Qala, så der købte jeg også min lejlighed, forklarer Elsebeth Egholm.
- Jeg bor tæt på en stor plads i landsbyen, som har en enorm kirke med kirkeklokker, der ringer hvert kvarter. På pladsen er der masser af leben med restauranter og barer, og her har jeg også venner boende tæt på.
Charmerende og barsk
Elsebeth Egholm kalder hele Malta for den barske skønhed, som ved første øjekast kan se gold og barsk ud. Man skal lære Malta at kende, før man ser charmen, men har man først forelsket sig, så er kærligheden evig.
- Hele Malta er en skærgård, så det er klipper og vand, der omringer øerne. Det ligner lidt Færøerne på middelhavsk, forklarer Elsebeth Egholm.
- Den lidt barske natur er det, som jeg finder charmerende. Du kan virkelig gå nogle dejlige ture i det smukke og rå landsskab, og strandene er helt fantastiske med azurblåt vand, fortæller hun videre.
Hver gang Elsebeth Egholm besøger sin lejlighed på Gozo, har hun en helt fast rutine, hvor hun dagligt går ned til stranden Hondoq. Det er en lille strand med det skønneste klare blå vand, som indbyder til en svømmetur
eller dykkertur, da vandet hurtigt bliver dybt.
- Det er en rigtig perle, som ikke er fyldt med mennesker, da turisterne ofte tager til den store strand Ramla.
Øen Gozo er på størrelse med Samsø og har cirka 35.000 indbyggere. Indbyggerne er katolske, og Elsebeth Egholm beskriver samfundet som værende gammeldags i den forstand, at det ofte er kirken, som borgerne samles om, og det gælder de unge såvel som de gamle.
- Hver landsby har en stor kirke, som bliver vel besøgt af indbyggerne i alle aldre. Frekvensen af folk, der går i kirke her, sammenlignet med de nordeuropæiske lande er skyhøj, forklarer hun.
Det er for eksempel også de lokale præster, som træder til og agerer parterapeuter, hvis der er krise i ægteskabet.
- Det kan man smile af, men samtidig er det med til at give en sammenhæng og et fællesskab. De unge vil jo nødig flytte herfra, forklarer Elsebeth Egholm.
- Ligesom mange andre lande har der været tidspunkter, hvor det var svært at få arbejde, og så flyttede malteserne til England, Australien eller USA, men de vender altid hjem igen.
Det er også i de maltesiske kirker, at mange sociale aktiviteter foregår, og hver landsby i Gozo har sin egen borgmester og sit eget hornorkester, som marcherer rundt i gader og stræder og spiller til store begivenheder som f.eks. den årlige helgenfest, der afholdes hver weekend sommeren over. De maltesiske helgenfester går langtfra stille af sig. Der bliver festet til den store guldmedalje med alkohol i lange baner, hestevæddeløb i
gaderne, musik, optog og fyrværkeri.
- Det er et kæmpe tiltag, som er med til at give malteserne i de her små lokalsamfund en meget stærk identitetsfølelse, som man er stolt af, og som man bliver ramt af, når man bor dernede, fortæller Elsebeth Egholm, der har nået at komme helt tæt på befolkningen igennem de mange år, hun har været tilknyttet stedet.
- Her er masser af bekræftende liv, masser af småbørn, unge og gamle. Folk er glade for at bo på Malta og flytter ikke, så snart de har muligheden for det. Der er liv og glade dage, forklarer Elsebeth Egholm.
- Det er noget af det, som er charmen for mig, at jeg har lært en del af disse mennesker og den kultur at kende.
Uden mad og drikke ...
Hver gang Elsebeth Egholm besøger sit andet hjem i Gozo, er der en bestemt restaurant, hun besøger - nemlig restaurant Sammy’s, som ligger på havnen i Mgarr.
- Et måltid for mig vil være en fiskesuppe med skaldyr til forret. Det er en af klassikerne på restauranten. Som hovedret vil jeg spise en hel, grillet fisk med nogle lækre grøntsager og kartofler til, og til dessert vil jeg vælge en mandelkage eller citronkage, forklarer Elsebeth Egholm, der sagtens kan remse videre op af lækre retter fra det maltesiske køkken.
Fisken lampuki er en lokal specialitet, som malteserne er vilde med. Den minder ifølge Elsebeth Egholm om en makrel. Fisken kan fås tilberedt i alle mulige afskygninger som for eksempel lampukipie, og Elsebeth Egholm husker, at hun har fået en lampuki tilberedt i folie, hvor den var stoppet med oliven, kapers og hvidløg. Ellers byder det maltesiske køkken på masser af supper med linser og bønner, men også det noget mere simple fish and chips er til at støve op. Det maltesiske køkken er tydeligt italiensk inspireret, men har også et engelsk islæt med eggs and bacon og lammestuvninger.
- Gozo er et spisekammer, og der dyrkes rigtig mange grøntsager på øen, forklarer Elsebeth Egholm, der er så heldig at bo tæt på, hvor der dagligt kommer en grøntsagsbil. Her kommer en lokal bonde forbi og sælger sine grøntsager og frugter.
- På Gozo kan man få de lækreste tomater, peberfrugter og kartofler, men man skal altid tage de mest krogede og beskidte af dem, for så ved man, at de kommer fra lokalegnen, og det er dem, som smager allerbedst, fortæller Elsebeth Egholm.
- Det er også altid de mindste ferskner, som smager bedst, røber hun.
I samme område som yndlingsrestauranten Sammy’s ligger, besøger Elsebeth Egholm også beværtningen Gleneagles Bar, som var hendes og hendes mands stamværtshus, da de boede sammen på Gozo. Gleneagles Bar er et familieforetagende, som har ligget samme sted i over 100 år. Stedet rummer derfor masser af historie og sjæl, og det er lige i Elsebeth Egholms ånd.
- Det er et meget hyggeligt sted, som er maritimt dekoreret, forklarer Egholm og fortsætter: - Jeg har faktisk en fisk hængende der. Det er en tigerfish fra Zimbabwe, som er tørret, og som hænger på væggen, forklarer hun og fortæller, at hendes mands familie boede i Zimbabwe, og i anledning af et besøg tog parret en tørret fisk med til deres maltesiske stamsted.
- Gleneagles Bar har en lang balkon, hvor man kan sidde og nyde udsigten ud over havet, hvor alle de små fiskerbåde sejler. Det leder tankerne hen på dengang, Gozo var en uopdaget flække.
Masser af historier
Der er ingen tvivl om, at malteserøen Gozo har en helt speciel plads i krimiforfatterens hjerte. Faktisk betyder øen så meget for hende, at den har givet hende inspiration til at skrive en bog om livet på Gozo. I 2000
udgav Elsebeth Egholm derfor bogen Mig og min ø, som handler om hendes liv på Gozo.
- Mig og min ø er en blanding af historier, som min mand fortalte, som de lokale indbyggere har fortalt, og som jeg selv har oplevet. Det er skæve historier, og man skal ikke tage det hele for gode varer, men stederne, der beskrives i historierne, de findes, fortæller Elsebeth Egholm.
- Det er røverhistorier, som dog har bund i virkeligheden. Men man ved aldrig, om det, man læser, passer eller ej.
Egholm besøger sit andet hjem på Gozo 3-4 gange om året. Ofte tager hun derned alene for at fordybe sig i sine skriverier.
- Når jeg er der alene, så sidder jeg ved min computer, går nogle ture og mødes måske med nogle venner om aftenen for at spise med dem, fortæller Elsebeth Egholm, der
snart igen vender næsen mod Malta.
