Den næststørste af Maltas beboede øer. På de 67 km2 findes betagende naturområder, templer, kirker, saltbassiner og fæstningsværker samt mulighed for at købe det berømte Gozo strik og kniplinger. Øen er grønnere end hovedøen. Det skyldes den store koncentration af blåler, som holder på vandet. Ikke uden grund bliver Gozo kaldt for Malta´s drivhus. Ramla Bay´s smukke gyldne strand ligger tæt ved Calypsos hule, hvor Odysseus efter sigende, blev holdt som ”kærligheds-fange" af Calypsos i 7 år, under hans rejse fra Troja til Ithaka.

Smukke saltbassiner dukker op ved kysten og fantastiske klippeformationer strækker sig ud over havet.  Tag på klippeklatring eller oplevelsesrig tur med én af øens 11 dykkerskoler.
Øens hovedstad Victoria ligger midt på øen. Nyd byens marked, fæstningsværk, restauranter, butikker og hyggelige smalle gader.

 

Shopping

Gozo er specielt eksperter i strikvarer. Flere steder på øen ligger større eller mindre butikker, som tilbyder bl.a. hjemmestrikkede trøjer i uld til overkommelige priser. Kniplinger, duge, filigran-smykker og kulinariske specialiteter, såsom kapers, olivenolie m.m. udbydes i alle byer.

Victoria

De lokale indbyggere kalder stadig Victoria ved det arabiske navn, Rabat, selv om byen blev omdøbt i 1897 i anledning af Dronning Victorias 60 års regeringsjubilæum.
Victorias smukke bygninger i gyldne kalksten giver skygge til de små hyggelige snørklede gader, hvor du finder alt fra friske råvarer, ost, vine, antikviteter, strikkevarer m.m.

På Festa-dage summer byen af aktiviteter, lige fra opera til hestevæddeløb i gaderne.
Det fantastiske Citadel, som ligger i udkanten af Victoria, blev bygget som forsvar mod tyrkere og sørøvere. Efter flere overfald i 15-tallet med plyndringer og tilfangetagelse til slaveri af flere tusinde indbyggere påbegyndtes opførelsen af fæstningsværket. Senere blev det forstærket af Johanniterridderne og indbyggerne overnattede indenfor murerne. En del bygninger blev ødelagt af et jordskælv i 1693 men den dag i dag er værket imponerende.
Besøg også den kuppelløse kirke, som grundet pengemangel har fået påmalet en kuppel i trompe l'oeil i loftet.

Her kunne man opleve "Det Blå Vindue"

"Det Blå Vindue" er desværre kollapset d. 8 marts 2017. Den berømte klippeformation strakte sig ud i havet ved byen Dwejra og indrammede det dybblå hav ud for øen. Heraf navnet "Det Blå Vindue", hvor man havde den mest fantastiske udsigt. Flere filminstruktører har benyttet attraktionen, bl.a. i den amerikanske mini serie Odysseus.

Qala

Byens navn er både arabisk og maltesisk og betyder beskytte havn eller bugt. De første mennesker, der kom til Gozo levede i huler og grotter i området omkring Qala pga. den frugtbare jord. Måske har der også været et tempel i nærheden, men det er kun enkelte sten og potteskår, der indikerer dette.
Ca. 1,5 km fra Qala ligger et lille "undfangelseskapel", som igennem århundreder har været mål for pilgrimme. Idag bruger mange mødre stedet til at bede for deres syge børn. 
I centrum af byen ligger sognekirken der er dedikeret til St. Josef og er bygget i barokstil mellem 1882 - 1889. Det er også i centrum af byen at man finder minimarked, bager og en håndfuld restauranter. Kystlinen omkring Qala er domineret af klipper og med fantastiske udsigter til naboøerne Malta og Comino. Der kan bydes på historiske steder i nærheden med feks. saltbassiner, hjulspor og en gammel vindmølle.

Sannat

Engang var Sannat kendt for fremstilling af kniplinger og der er da også stadig flere af byens ældre, der mestrer dette håndarbejde. Landsbyen har Gozo's højeste og lodrette klipper, som nogle steder er 130 meter høje. Disse stejle klipper var især vigtige under johannitterriddernes tid, da det var det perfekte yngle sted for deres mangle jagtfalke. Idag er det ynglested for Kuhl Skråbe eller stormfugl, som nogle måske bedre kender den som. Klippeplatauet byder på flere arkæologiske fund. Deriblandt resterne af et forhistorisk tempel.
Byens motto er "Arbejde frem for alt!"

Templerne - generelt

Det menes, at de første folk, der kom til Malta, kom fra Sicilien og sejlede hertil i små fiskerbåde. De slog sig ned i de mange naturlige klippehuler, der stadig findes på øerne idag. Dette folk byggede senere mere end 30 templer fordelt på Malta og Gozo. Templerne har flere fællestræk, men der ses dog en udvikling inden for de 1000 år templetiden varede.
Når vi taler om templerne vil det altid være teorier vi nævner, og vi kan kun diktere hvad pålidelige arkæologer gisner om. I løbet af årene er der dog kommet flere og flere beviser, der bakker teorierne op. I hvert fald efter vores nutidige tankegang.


Det menes, at folket kom fra Sicilien idet der i flere af templerne er der fundet potteskår med samme dekorationer, som man også har fundet på Sicilien. Der er også blevet fundet flintesten og en sten kaldet obsidian, som findes på Sicilien og ikke på Malta. Og i sin tid sejlede man sikkert ikke ud på havet uden at kunne se land i horisonten, hvilket jo er muligt fra Sicilien til Malta på en klar dag.
Der er fundet mange figurer af store bredhoftede kvinder i de fleste templer og man kalder disse figurer for Moder Jord eller Frugtbarhedsgudinden. Frugtbarhedsgudinderne kunne være et symbol på at man var bevidst om at frugtbarhed var nødvendig for at menneskene kunne reproducere, men også at jordens frugtbarhed var nødvendig for at kunne give et høstudbytte, så at menneskeheden kunne overleve.
På ét eller andet tidspunkt blev man klar over sammenhængen mellem undfangelse og fødsel. Det gav endnu mere kraft til myten om den store moder, der skal befrugtes hvert forår, som føder liv ved sommerens slutning og som visner ned og går i dvale om vinteren. I dvaletiden var gudinden fange hos mørkets hersker, og kun ved en særlig indsats kunne hun befries i tide til at værne om jordens frugtbarhed.
Moder jord stod for de fire elementer: sol, vand, vind og jord. Der er ingen tvivl om, at tempelfolket var afhængige af disse elementer, da de levede af landbrug, jagt og fiskeri. 

Man kalder templerne for megalittempler. Det kommer af det oldgræske megas = stor og lithos = sten

Ggantija templerne

Disse templer ligger nær landsbyen Xaghra og er bygget omkring 3.600 f.kr. De regnes for at være verdens ældste fritstående monument (ca. 1.000 år ældre end pyramiderne og Stonhenge) og har en meget kompleks struktur for den periode. De store blokke vejer adskillige tons og er indtil flere meter høje. Ifølge overleveringen er de massive blokke til Ggantija (ordet betyder på maltesisk "gigantisk" ), transporteret fra Ta´Cenc på den sydlige del af øen af en kvindelig kæmpe omkring 3.600-3.000 f.kr.
Templerne blev udgravet i 1826, men blev først tilgængelig for offentligheden i 1920´erne. Se mere her.

Ca. priser:
Voksne (18-59 år) 9 € 
Børn (12-17 år) 7 € 
Seniorer (60 +) 7 € 
Børn (6-11 år) 5 €
Børn (1-5 år) Gratis adgang

Ta' Pinu kirken

Den imponerende kirke ligger nær byen Gharb i et øde område. Oprindeligt lå et lille kapel fra 1575 på stedet. Efter en donering blev kapellet restaureret i 1611 og herefter opkaldt efter donatoren Ta' Pinu. Det siges, at Karmela Grima, en ældre kvinde på vej hjem efter arbejde i marken i 1883, blev hidkaldt til kapellet af en stemme. Det var Jomfru Maria. Hurtigt spredtes rygtet om miraklet og pilgrimme valfartede til stedet. Bygning af den nuværende imponerende kirke blev påbegyndt i 1920 og blev ophøjet til basilika af pave Pius XI i 1935. En statue af Karmela Grima kan ses udenfor kirken.

Dykning på Malta

Spredt rundt om Malta, Gozo og Comino ligger der flere skibsvrag, fly og fantastiske grotter og huler. Et mekka for dykkere, som samtidig holder af dykning, hvor sigtbarheder er utrolig god og dyrelivet er rigt. Tag et kort dykkerkursus eller deltag i ét af de mange specialdyk gennem Maltaqua.

Læs meget mere om dykning her.

Kendte på Gozo

Den kendte forfatter, Elsebeth Egholm, boede i mange år på naboøen Gozo og beskriver øen fantastisk i bøgerne “Mig og min Ø” samt “Scirocco”.

Sport på Malta og Gozo

Vandreture, klatring, dykning, sportfiskeri, golf, ridning, paragliding, windsurfing, sejlads, gokarts, tennis og meget mere.

Priser til Gozo

Book hotel online - brug bookingboks til højre.

For bestilling af Farmhouse ring på tlf: 70 30 10 90

Yderligere information: