
Red Tower blev bygget mellem 1647-1648 af johanniterriddernes stormester Lascaris og dedikeret til St. Agathe. I 1649 blev fire kanoner installeret og der var nogle gange op mod 49 riddere samlet i Red Tower, hvor de holdt øje med fjenderne - især osmannerne/tyrkerne som var hovedfjenden. Der er lignende borge på naboøerne Gozo og Comino, så man kunne kommunikere sammen, hvis der skulle komme et angreb.
Det ligger ikke klart, hvorfor og hvornår borgen blev malet rød, men da man restaurerede den mellem 1999 og 2001, bevarede man den røde farve. Red Tower har også fået navnet Dracula borgen af danskerne, efter dansk tv i 1978 indspillede serien Draculas ring.
TV-serien Draculas ring
Draculas ring var titlen på Danmarks Radios forsøg på at lave en gyserføljeton, omend resultatet snarere havde karakter af gyserkomedie. Serien blev vist hver aften i efterårsferien 1978. Hvert afsnit varede cirka 15 minutter og havde sin egen undertitel, for eksempel ”Godaften, mit navn er grev Dracula” eller ”Ingen vampyrer i Danmark”.
Dracula blev spillet af Bent Børgesen med hugtænder, kappe, bredskygget hat og overskæg. Også de andre hovedrolleindehavere var relativt ukendte. I mindre gæsteroller sås dog en række af tidens kendte tv-skuespillere og tv-værter, deriblandt Anniqa, Rolv Wesenlund (Fleksnes) og Jørgen de Mylius, alle tre som ofre.
Serien handlede om tre unge danskere, som holdte ferie på Malta. I kælderen under en gammel borgruin finder de en fingerring og en stensarkofag og får ved et uheld løsnet de kæder, der har forseglet sarkofagen i århundreder. I kisten vågner grev Dracula - og han vil have sin ring igen! Vampyrgreven følger derfor de tre turister hjem til Danmark, hvor serien ender med en dramatisk konfrontation i Aarhus.