På opdagelse i Mellieha

På hovedgaden, lige før du kommer til byen fra bugten, er der på venstre side en lille dør/port, som fører dig ned til den grotte, hvorfra den hellige kilde udspringer. Ifølge legenden, er der sket mange mirakler i grotten. Ghar Tal- Madonna, som hulen hedder, betyder Jomfru Marias grotte.

Er du syg eller har ondt et sted i kroppen, kan du tage ned til den hellige kilde og komme det hellige vand på det syge sted. Kildens vand skulle efter sigende være helbredende.

På den ene bagvæg kan du se takkegaver, der er givet til Ghar Tal - Madonna. De er fra folk, der har bedt til Jomfru Maria og fået deres ønsker opfyldt. Hver især har de givet en gave til hulen for at vise deres taknemmelighed. Der er alt lige fra børnetøj til brudekjoler. Flere personer har også vedlagt breve som tak til Jomfru Maria.

I kirken Our Lady of the Sanctuary (helligdommen), finder du en lille udstilling af nogle af brevene og gaverne.

Følg kilden...

Går du via hovedvejen ned mod Mellieha bugten, kommer du til et kraftigt s–sving. Her mellem beplantningen løber den lille kilde, som indtil 1930’erne blev brugt af byens kvinder til at vaske tøj i og landmændene hentede vand til deres kreaturer.

Marmortavlerne på gårdspladsens højre væg er den samme bøn på forskellige sprog. Nummer to fra venstre er på dansk. Disse blev sat op i forbindelse med pave Johannes Paul d.2.’s besøg i 1990.

Dørene mellem tavlerne fører ind til nogle værelser og er før i tiden blevet brugt til pilgrimme under deres rejse. Senere til undervisningslokaler, men nu som lagerrum.

Stedet, hvor den lille kirke ligger, har været et helligt sted i flere tusind år. I følge en legende, besøgte apostelen Paulus og evangelisten Lukas kirken i år 60 e. Kr. og Lukas malede ikonbilledet i kirken. Men med ny teknik har man dog fundet ud af, at ikonbilledet ganske vidst er det ældste på Malta, men nok nærmere stammer fra omkring år 1200. Den lille kirke er blevet bygget og ændret utallige gange.

I dag bliver helligdommen drevet af nonneordenen “Daughters of the Sacred Heart”, som har sit kloster på hovedgaden i Mellieha. Herfra driver de også en børnehave. 

Det er muligt, at besøge den del af kirken, hvor ikonbilledet er. Der er også billeder af syge mennesker, breve og børnetøj helt fra Australien, proteser og krykker, som de tidligere ejere mener, at helligdommen har gjort overflødige. Pave Johannes Paul 2. udnævnte under sit besøg i 1990 kirken til helligdom.

Husk at tildække skuldrene ved et besøg.

På trapperne fra helligdommen til sognekirken finder du indgangen til beskyttelsesrum fra 2. verdenskrig.

Der findes 46 beskyttelsesrum i Mellieha og dette er det største af slagsen. Gangene er 500 meter lange og udhugget ved håndkraft. Komplekset består af private værelser, der kunne rumme hele familier, fødestue og et velbevogtet rum, der var forbeholdt værdigenstande. Rummene og gangene tjente som beskyttelse for den lokale befolkning og folk fra andre egne af øen.

Kirkens opførsel startede i 1883 og stod færdig i 1897. Folk fra store dele af Malta hjalp med byggeriet, men det var selvfølgelig beboerne fra Mellieha, der gjorde det største arbejde. Stenene kom fra L-Ahrax området. (Området ved Madonnastatuen).

Om søndagen hjalp kvinder og børn også med byggeriet, bl.a. ved at hente vand og jord, som blev brugt til at fremstille mørtel. Det kostede ca. 90.000 danske kroner at bygge kirken på den tid. Den indvendige udsmykning er værd at se! Den forestiller sejren over tyrkerne under belejringen i 1565 og du finder et altermaleri, der forestiller Paulus’ skibbrud.

Sognekirken er dedikeret til Jomfru Marias fødselsdag d. 8. september. På samme dato i 1565 sejrede øens befolkning og johanniterriderne over osmannerne. Kirken er kun åben i forbindelse med messer.

Foruden Red Tower, White Tower og Westreme Battery har Mellieha området også andre forsvarsværker eller dele af forsvarsværker. Blandt andet den lange mur på venstre side af Mellieha bugten, som blev bygget af johanniterridderne. Og briterne har efterladt både Fort Mellieha, der i dag bliver brugt af byens spejdere og Fort Campbell, der ligger i ruiner bag ved Selmun Palace samt flere skydeskår. 

I 1609 oprettede riddernes stormester Wignacour fonden Monte di Redenzioni. Den skulle betale for befrielse af kristne slaver, enten maltesiske eller medlemmer af johanniterridderordenen, som var blevet taget til fange af osmannerne.

I løbet af årene blev fonden større, og i 1619 testamenterede Caterine Vitale et stort jordareal ved Selmun til fonden. Man byggede en jagthytte, der kunne lejes ud til ridderne og på den måde fik fonden endnu flere penge i lejeindtægter.

I 1783 byggede johanniterridderne Selmun Palace som blandt andet havde et kapel. Senest blev der bagved paladset bygget et hotel, og selve paladset blev indrettet med et par suiter og kapellet i paladset blev omdannet til restaurant. Både hotel og palads er nu lukket og til salg. (2017)

Selmun Palace ligger ca. 4 km fra Mellieha Holiday Centre og 2 km fra Mellieha by. Bemærk, vejen til Selmun Palace går op ad bakke.  

Kapellet ved Selmun
I 1981 byggede man et kapel nær Selmun Palace, da man ikke længere måtte benytte kapellet i paladset. Det lille kapel bliver stadig benyttet hver søndag.

Mellieha bugten er stedet, hvor den sicilianske greve i 1565 landsatte 8.000 soldater for at stoppe tyrkerne/osmannerne fra, at tage magten fra johanniterridderne. Omkring Mellieha og bugten ligger stadig vagttårne bygget af ridderne. Nogle er delvist ødelagte.

I 1798 startede en del af Napoleons invadering af Malta fra Mellieha bugten og under 2. Verdenskrig blev britiske soldater udstationeret langs Melliehas kyst i militærtelte, før de efterfølgende invaderede Sicilien og Syditalien.

I dag tiltrækker bugtens 1,5 km lange strand både turister og maltesere - ikke mindst fordi, at den er meget børnevenlig. Der er sjældent understrømme, som ellers kan være et problem ved andre af Maltas strande. Omkring stranden findes et hav af vandsportsaktiviteter, restauranter og barer. Der er også udlejning af liggestole og parasoller. (Sæsonbestemt)

Indtil 1961 var tunfiskeri en del af hovedbeskæftigelsen i Mellieha og blev kaldt for TUNNARA. Mellieha var ikke det eneste sted, men kendt for den bedste kvalitet. Hvis man sagde Tal Mellieha t-Tonn (Tun fra Mellieha), så var man sikker på, at det var af rigtig god kvalitet. Oprindeligt fandt fiskeriet sted i Anchor Bay ved Skipper Skræk Landsbyen, men pga. den ofte kraftige nordvestenvind, besluttede man at benytte  Mellieha bugten i stedet. Nettene var fastgjort samme sted, hvor man i dag også ser havbrug i bugten. Fiskernes base var Westreme Battery – en militærbygning bygget i 1716 af riddernes stormester Perellos. Denne bygning huser nu TUNNARA museum. Tunfiskeri er i dag stadig en vigtig industri for Malta, men med mere moderne metoder. Der eksporteres især til Japan.

I Mellieha bugten ses der også havbrug. Her opdrættes havaborre og guldbrasen. Der er opdræt flere steder i bugterne omkring Malta.

Hjulsporerne fra oldtiden er parallelt løbende render i klippegrunden, og kan være op til 60 cm dybe, mens sporvidden varierer fra 110-141 cm. Om det er hjul eller meder, der har skabt disse spor er stadig usikkert. Der har været mange teorier igennem tiden, men de mest debatterede og måske korrekte bud er følgende:

1. Sporene er blevet brugt til transport af varer
2. Sporene er bøndernes plovfurer
3. Sporene er vandingskanaler

Man mener, at sporene stammer fra bronzealderen, hvilket betyder, at sporene er ca. 4000 år gamle.

I 2008 udgav arkæolog David H. Trump en ny bog om hjulsporene. Den virker meget pålidelig, selvom den stadig er baseret på teorier.

David H. Trump mener, at sporene er lavet af fortidige transportmidler, og således viser de anvendte transportveje. Men den store gåde er, hvilket transportmiddel, der har været anvendt. Sporenes dybde kombineret med skarpe sving ville nemlig medføre, at almindelige vogne på hjul og slæder ville køre fast eller ligefrem blive ødelagt.

Reservatet er en tidligere saltsø, hvor havvandet blev ledt ind for at fordampe i solen, hvorefter rent havsalt lå tilbage. Sidenhen blev det lavet til et jagtområde, men det begyndte at se sort ud for fuglene, da man planlagde at anlægge en vej gennem området. Dette blev dog forhindret af Maltas Ornitologiske Forening, som i dag hedder Birdlife Malta. I 1978 blev området fredet og planerne for naturreservatet udfærdiget. 10 år senere blev Ghadira Naturreservat åbnet for offentligheden. Der var i mellemtiden blevet etableret små stier til besøgende, et tårn og små øer, hvor fuglene kunne slå sig ned for at hvile på deres lange træk fra Europa til Afrika og omvendt.

Der er i dag registreret ca. 200 fuglearter i reservatet og det er bestemt et besøg værd. Medbring evt. en kikkert. 
Foresta 2000/Natura 2000
Natura 2000 er et projekt, der handler om naturbeskyttelse og er et fællesprojekt i hele EU. Hvert EU land skal udpege naturområder, der enten er i fare for at forsvinde, der har et begrænset naturligt udbredelsesområde eller der er karakteristiske for forskellige områder af Europa. Malta har mere end 30 af disse områder.
Natura 2000, der strækker sig fra fuglereservatet og op ad bjergryggen til den røde borg, er et af stederne.

En af de første opgaver var at begrænse ulovlig menneskelig aktivitet; bl.a. offroading, jagt og camping. For at begrænse adgangen for køretøjer blev der opført hegn og stengærder omkring dele af området.

Jorden i området er meget lerholdig, og tab af jord blev standset med opførelsen af en række lave stengærder samt med plantning af træer.

Medlemmer af offentligheden bidrog til at plante træer, og således er tusindvis af træer og buske blevet plantet hvert efterår og vinter i en årrække. Mange af dem er sponsoreret af enkeltpersoner, grupper, firmaer eller institutioner. I de første par år vandes de unge træer om sommeren for at hjælpe dem med at overleve.

Til dato er omkring 20.000 træer og buske blevet plantet. En skovfoged er ansat til at styre og overvåge området.

Mange maltesere kommer ud til kystområdet i Mellieha om sommeren, hvor flere ejer en lille ferielejlighed eller et sommerhus. Nogle bor i ferielejlighederne hele sommeren, mens andre kun er der for en kort periode. Som eksempel kan nævnes de "grønne" huse, nær Mellieha Holiday Centre, som malteserne bruger som sommerbolig - i dag er flere af husene dog malet i beige, men tagene er stadig grønne. 

Området blev taget i brug i 1978 og i dag er der op mod 2.000 personer indlogeret på stedet om sommeren.

I slutningen af 80’erne var tyskerne på udkig efter en grund med en virkelig god udsigt ud over Mellieha bugten. Tyskerne ville overgå de andre hotellers udsigt; både Mellieha Bay Hotel og Mellieha Holiday Centre.

Det lykkedes dem at opkøbe grunden oppe ad bjergryggen i Mellieha og man gik straks i gang med opbygningen af et hotel. I 1992 stod hotellet færdigt og nu kunne tyskerne glæde sig over den bedste udsigt i området. De havde blot glemt én ting, da de byggede hotellet: at tjekke om undergrunden kunne klare den enorme vægt af hotellet. Det viste sig hurtigt, at være en fatal forglemmelse. Hotellet nåede kun at holde åbent i én måned, hvorefter undergrunden så småt begyndte at skride. Trods den fine udsigt, var hotellet helt ubrugeligt og man måtte selvfølgelig lukke det ned.

I dag kører der stadigvæk en retssag omkring,hvem der er ansvarlig for denne fiasko og hvem der skal betale gildet.

Marfa-halvøen er bjergryggen, der ligger til venstre for Mellieha bugten. Halvøen er fyldt med små veje, som flere steder fører ned til kysten, der vender mod naboøerne Comino og Gozo. Der findes også flere små badestrande – Little Armier, Paradise Bay og White Tower Bay.

Hele området er et af de mest eftertragtede for malteserne, når de skal på picnic i de køligere måneder. Alle vegne slår de borde og stole op og nyder weekender og helligdage i familiens skød. I bugten ved Armier og Little Armier er der flere restauranter med flot udsigt ud over havet.

Red Tower blev bygget mellem 1647-1648 af johanniterriddernes stormester Lascaris og dedikeret til St. Agathe. I 1649 blev fire kanoner installeret og der var nogle gange op mod 49 riddere samlet i Red Tower, hvor de holdt øje med fjenderne - især osmannerne/tyrkerne som var hovedfjenden. Der er lignende borge på naboøerne Gozo og Comino, så man kunne kommunikere sammen, hvis der skulle komme et angreb.

Det ligger ikke klart, hvorfor og hvornår borgen blev malet rød, men da man restaurerede den mellem 1999 og 2001, bevarede man den røde farve. Red Tower har også fået navnet Dracula borgen af danskerne, efter dansk tv i 1978 indspillede serien Draculas ring.

TV-serien Draculas ring
Draculas ring var titlen på Danmarks Radios forsøg på at lave en gyserføljeton, omend resultatet snarere havde karakter af gyserkomedie. Serien blev vist hver aften i efterårsferien 1978. Hvert afsnit varede cirka 15 minutter og havde sin egen undertitel, for eksempel ”Godaften, mit navn er grev Dracula” eller ”Ingen vampyrer i Danmark”.

Dracula blev spillet af Bent Børgesen med hugtænder, kappe, bredskygget hat og overskæg. Også de andre hovedrolleindehavere var relativt ukendte. I mindre gæsteroller sås dog en række af tidens kendte tv-skuespillere og tv-værter, deriblandt Anniqa, Rolv Wesenlund (Fleksnes) og Jørgen de Mylius, alle tre som ofre.

Serien handlede om tre unge danskere, som holdte ferie på Malta. I kælderen under en gammel borgruin finder de en fingerring og en stensarkofag og får ved et uheld løsnet de kæder, der har forseglet sarkofagen i århundreder. I kisten vågner grev Dracula - og han vil have sin ring igen! Vampyrgreven følger derfor de tre turister hjem til Danmark, hvor serien ender med en dramatisk konfrontation i Aarhus.

På fossilkysten er store dele af leret og klipperne eroderet, så du kan se forsteninger af blandt andet vandmænd, søpindsvin, søstjerner og muslinger.

Statuen af Jomfru Maria skulle beskytte de mange fiskere på havet, som passerede statuen. I dag beskytter statuen nok mere de mange lystbåde og turbåde, der sejler her om sommeren.

Kapellet ved Madonnastatuen
Kapellet er bygget i 1750’erne og er dedikeret til Jomfru Marias uplettede undfangelse den 8. december. Kapellet holder ofte åbent, så du kan gå ind og bede en lille bøn.

Kuhls Skråpe
Kuhls Skråpe en stormfugl, som man har fået til at yngle lige netop på disse klippeskrænter ved Madonna -statuen. Projektet har taget flere år, men nu er det lykkedes at få 10% af verdens Kuhls Skråper til at yngle på dette lille område. Det viser, at Malta også har interesse i at bevare fuglelivet i modsætning til, hvad mange medier omtaler.

White Tower blev opført i 1658 af riddernes stormester De Redin. Det har en kvadratisk form og det bestod oprindeligt af to værelser ved siden af hinanden og et lille rum på taget. I de seneste år har man foretaget en række ændringer, og det bliver nu brugt som privat bolig. Bag ved White Tower kan du se naboøerne Comino og Gozo.

Som de grønne huse i Mellieha bugten er Armier også et “sommerhusområde” for malteserne. Der er sågar også en campingplads. Stedet har længe været i mediernes søgelys, da bygningerne er bygget på offentlig land. Men der er ikke mange politikere, som tør tage kampen op med beboerne.

I nationalparken findes der gode vandreruter, som tager dig igennem Maltas smukke natur. Med flotte udsigter, alsidig natur og et godt klima, er Maltas nationalpark oplagt til en vandretur. En af de smukkeste vandreruter i er langs Rdum Majjiesa - lerskrænter, små vandløb og store kampesten gør vandreturen utrolig flot.

Flere steder du flotte udsigtspunkter mod havet og især ved solopgang og nedgang kan det anbefales at stoppe op og nyde udsigten ud over Middelhavet. Rundt omkring i parken findes også flere beskyttelsesværdige bygningsværker blandt andet fra da det britiske militær herskede på Malta.

Skipper Skræk Landsbyen blev bygget i 1979, så man kunne indspille en film om Skipper Skræk. Oprindelig var historien en tegneserie, hvor Skipper Skræk opdagede Newfoundland og kaldte det Sweethaven.

Ved opførelsen af byen importerede man alle tagspånerne til tagtoppene fra Canada og træet til husene kom hele vejen fra Holland. Det tog 165 mand over 7 måneder at bygge byen og de brugte intet mindre end 8 tons søm og 9.000 liter maling. 

Skipper Skræk filmen blev spillet af Robin Williams, mens Olivia blev spillet af Shelly Duvall. Paul Smith spillede Brutus, Pat Dooley spillede Vimmer, Wesley Ivan-Hurt spillede Grønært og Ray Walston var Skipper Skræks far.

I dag kan du besøge kulissebyen mod entré og blandt andet se flere af husene indefra – og endda støde på selveste Skipper Skræk.