Vandsport på Porto Santo

Sommer er lig med vandsportsaktiviteter

Vil du have fart over feltet, og elsker du en aktiv ferie på og i vandet, er Porto Santo ideel om sommeren. De solrige somre, den fantastiske strand og det rene havvand inviterer til en stribe vandsportsaktiviteter hele sommeren.

Dykkerparadis

Den smukke gyldne ø ligger midt i det store blå Atlanterhav, og her er et hav af muligheder for spændende dyk med krystalklart, veltempereret vand og et rigt dyreliv under havets overflade. Med en sigtbarhed på op til 30 meter er vandene omkring Porto Santo et sandt paradis for dykkere. Det mest populære dykkersted er ved skibsvraget Madeirense syd for havnen Porto do Abrigo et stykke ud fra kysten.

Porto Santo tiltrækker vandsportsentusiaster

Foretrækker du at blive i nærheden af kysten, har Porto Santo masser af andre oplagte muligheder såsom kano, kajak, jetski, vandski, windsurfing mv. - og Atlanterhavets bølger langs kysterne er forholdsvis rolige. 

Tag familien med på spændende bådtur

Den ideelle sommeraktivitet for hele familien er bådture rundt i farvandet omkring Porto Santo. Her får du dels et smukt nyt perspektiv på øens spektakulære vulkanlandskab – og mulighed for at få et glimt af de mange delfiner og hvaler, der lever i farvandene ved Porto Santo og Madeira. Undervejs kan du bade, snorkle og nyde havet, når båden gør stop. 

Vandsportsguiden

Det varme vejr, det smukke, rene vand og havets gode bølger inviterer til alverdens vandsportsaktiviteter hele sommeren lang.

Fuld fart over vandet
Find dit bræt og din glæde for vand frem på Porto Santo. Uanset om du er ny, eller om du allerede er i fuld gang med dit surfer-eventyr, har havet ved Porto Santo gode bølger, og solen skinner dagen lang om sommeren. Fra slut maj til start september kan du leje våddragter og lære at surfe tæt ved Vila Baleira Suites. Spørg bare i receptionen. Engelsktalende instruktører hjælper dig med at fange bølgerne. Nogle kan i første forsøg, mens andre bruger lidt længere tid.

Dykkerparadis
Porto Santo er et populært dykkersted pga. vandets sigtbarhed på op til 30 meter, spændende geologiske formationer under vand og perfekte badevandstemperaturer. Har du et dykkercertifikat, kan du glæde dig til at komme tæt på bl.a. flyndere, trompetfisk, papegøjefisk, søstjerner, blæksprutter - og hvis du er heldig skildpadder og delfiner. Kun 8 minutters sejllads fra havnen kan du dykke ned og opleve to skibsvrag på henholdsvis 30 og 34 meters dybde.

Porto Santos dykkercenter
Vejen til uforglemmelige dykkeroplevelser sker gennem dykkercentret Rhea Dive. Udover dygtige og professionelle instruktører tilbyder centret al det nødvendige udstyr, undervisning, snorkel, iltmaske - og arrangerede dykkerture afhængig af dine ønsker, evner og grader af dykkercertifikat. Det er også muligt, at tage dit dykkercertifikat på Porto Santo. Ved havnen ligger også et dykkercenter, Porto Santo Sub. Kontakt rejselederne for mere information.

Avanceret dykker
Har du allerede et avanceret dykkercertifikat venter eventyrlige og enestående dyk med sjældne geologiske oplevelser under vand. Ud over de to sunkne skibsvrag tæt ved havnen kan du dykke ned og se basalt prismer skabt af vulkansk aktivitet for 8 millioner år siden. Et andet geologisk vidunder er en stor basalt væg, der - som den ligger der under vand - næsten ser menneskeskabt ud.

Fridyk
Der er også mulighed for at lave fridyk. Fridyk er dyk uden udstyr kun med maske og finner. Har det din interesse, kan du tage teorien først og efterfølgende øve praksis i poolen, inden du dykker fridyk i havet med en instruktør.

Nyd en solrig dag på havet
At opleve Porto Santo fra vandsiden er et must. Du kan tage på arrangerede bådture med vores danske rejseledere – eller sejle ud på egen hånd.

Foretrækker du guidede bådture ledsaget af vores danske rejseledere, så tager vi dig med rundt om øens sydspids, og videre forbi Porto Santos små naboøer, Ilhéu da Cal og Ilhéu de Ferro. Undervejs spejder vi efter delfiner og hvaler, og når vejret er med os, holder vi stop, hvor du har mulighed for at bade eller snorkle.

Book selv en bådtur
Vil du hellere selv bestemme, hvor roret skal styre hen, kan du selv booke en bådtur. Præcis hvor du vil hen, aftaler du med besætningen. Ofte anbefales en planlagt rute, der går fra øen ved havnen til øen på sydsiden. Her er sandsynligheden for at se delfiner og hvaler størst.

Spot delfiner, hvaler og andre af havets beboere
Uanset om du vælger arrangeret eller privat bådtur, kan du glæde dig til det rige dyreliv under havets overflade lige fra tun og barracudaer til rokker, delfiner og hvaler. Især delfiner og hvaler er der mange forskellige af i farvandene omkring Porto Santo og Madeira. Der er blevet spottet flere end 20 forskellige arter såsom øresvin, stribet delfin, almindelige delfiner eller atlantisk plettede delfiner. Hvalernes årlige vandringer leder dem forbi Porto Santo, så hvis du er heldig, kan du blandt andet se kaskelothvaler og finhvaler, som er nogle af de største arter, der findes.

Kontakt din rejseleder for mere information.

Bliv ét med havet
Det varme vejr, det smukke, rene vand og havets forholdsvise rolige bølger inviterer til ture rundt i kajak, kano eller vandcykel. Det er en glimrende måde at nyde naturen på og få en masse dejlig motion. Du kan leje kajak, kano, vandcykler, jetski, vandski etc. af FolkeFerie.dks samarbejdspartnere, Clube Naval do Porto Santo eller Mar Dourada, som ligger i havnen. Kajakkerne er til 2 personer, og du er afsted på egen hånd. Du kan enten leje på timebasis eller en hel dag, til solen går ned.