Tusindvis af blomsterarter, magiske skovområder og eventyrlige middelhavsbyer

Snør vandreskoene og indtag to smukke Middelhavsøer til fods i selskab med vores erfarne, danske rejseleder Susanne. Med fantastisk natur og lune forårstemperaturer er Malta og Sicilien perfekte til vandreture. Vi har udvalgt det bedste af det bedste, så tag med på eventyr og saml oplevelser for livet.

Vandreferie med erfaren dansk rejseleder

Når foråret springer ud, hopper vores erfarne, danske rejseleder Susanne i vandrestøvlerne og tager dig med på en uforglemmelig vandreferie ved Middelhavet. Med forårssolen i ryggen vandrer vi fem fantastiske ruter - to af ruterne er på Malta og tre på Sicilien. Ruterne tager os gennem magiske skovområder, naturreservater, frugtplantager, olivenlunde og helt op på toppen af majestætiske klipper med panoramaudsigt over Middelhavet. Vi udforsker flora og fauna og eventyrlige middelhavsbyer proppet med arkitektur og historie. Vi krydrer ugen med sicilianske specialiteter, ferieafslapning og skønne hoteller.

Mere om vandreferien

Under dit ophold på Malta bor du i eget 3-vær. feriehus på Mellieha Holiday Centre, som er smukt beliggende på den nordlige del af øen. På Sicilien kan du glæde dig til at bo i smukke, rolige omgivelser på Hotel Antica Stazione nær byen Chiaramonte Gulfi.

Inklusiv

  • Flyrejse København eller Billund - Malta t/r

  • Flyskatter og afgifter

  • Transfer til og fra hotellet

  • Al transport i henhold til program

  • 5 guidede vandreture

  • 5 nætter i eget 70 m2 feriehus på Mellieha Holiday Centre**** på Malta

  • 2 nætter i dobbeltværelse Hotel Antica Stazione*** inkl. halvpension samt vin og vand

  • 3 x frokost inkl. vin og vand ad libitum

  • 6 x morgenmad

  • Cappuccino og siciliansk wienerbrød på dag 3

  • 2-retters afskedsmiddag inkl. en lille flaske vand, 1/2 flaske vin, en øl eller en sodavand

  • Dansk rejselederservice

 

Ikke inkluderet

  • Mad ombord på flyet

  • Afbestillingsforsikring

  • Rejseforsikring

  • Lommepenge

  • Div. drikkevarer og måltider som ikke er inkluderet i programmet.

På vandreferien bor du 2 nætter i dobbeltværelse på 3-stjernet hotel på Sicilien og 5 nætter i eget 70 m2 feriehus på Mellieha Holiday Centre på Malta.

 

Mellieha Holiday Centre ★★★★ på Malta

Under dit ophold på Malta bor du i eget feriehus på Mellieha Holiday Centre. Feriecentret ligger i et roligt, naturskønt område og kun 300 meter fra sandstranden i Mellieha.

 

Hotel Antica Stazione ★★★ på Sicilien

Glæd dig til fredelige og smukke omgivelser, når du checker ind på Hotel Antica Stazione på Sicilien. Hotellet er fantastisk beliggende i Ragusas højland og ikke langt fra byen Chiaramonte Gulfi. Som hotelnavnet antyder har Antica Stazione oprindeligt været en togstation men er i dag omdannet til et charmerende 3-stjernet hotel med restaurant, bar og swimmingpools. Under dit ophold bor du i velindrettet dobbeltværelse. 

Mød Susanne...

Susanne har været guide i mange forskellige lande inden, at hun faldt pladask for middelhavsøen Malta. Det er blevet til over 30 år på Malta og hun kender øen bedre end de fleste. Hendes kærlighed for det maltesiske ørige og ikke mindst Sicilien er tydelig, når hun tager dig med rundt til de store seværdigheder og små hemmelige perler.

Rejser du alene kan du mod et tillæg:

Turen gennemføres:
Ved min. 20 deltagere.
Bestillingsfristen er senest 30 dage før afrejse. Gennemføres turen ikke, vil tilmeldte blive kontaktet straks efter bestillingsfristens ophør.

Vandrestøvler:
Medbring gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte. Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til. Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.

Andet fodtøj og overtøj:
Evt. medbring let fodtøj f.eks. sandaler til at skifte med, når vi er færdige med dagens vandretur. Når vi vandrer i højderne, vil vi nogen steder gå gennem lavt hængende skyer og det kan derfor være en god idé med en regnfrakke.

Vandrestave:
Det er meget individuelt, om man har gavn af at benytte vandrestave. Vandrestave kan være aflastende ved nedstigninger især for knæ. Andre benytter dog udelukkende vandrestave til opstigninger. Kun når der er svære passager og man evt. skal have en "hånd på" ved passage af klippefremspring, kan vandrestave være til besvær. Det er altså meget individuelt, om man har glæde af vandrestave - så forsøg dig frem. Vandrestave skal pakkes i den ind-checkede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Feltflaske:
Medbring en flaske som i alt kan rumme 1½ liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.

Rejsen er ikke egnet for bevægelseshæmmede gæster og forudsætter et godt, normalt helbred. Kontakt vores rejsekonsulenter på tlf. 70 30 10 90 for yderligere information.

Dagsprogram

I løbet af en uge skal vi vandre fem fantastiske ruter, som tager dig forbi de smukkeste områder og største naturperler. Vi vandrer tre til fire timer pr. dag - to af ruterne er på Malta og tre på Sicilien.

Dit vandreeventyr starter på solskinsøen Malta

Vandreferien starter på den gyldne ø Malta efter 3 timers flyvetur. Vores rejseledere står klar i lufthavnen for at byde dig velkommen til en uforglemmelig uge med naturskønne vandreture på Malta. Fra Maltas lufthavn syd på øen kører bussen dig nordpå til Mellieha Holiday Centre, som ligger naturskønt smukt tæt på vandet. Undervejs kan du nyde synet af de grønne, bakkede landskaber med gyldne sten og klipper og de mange små opdyrkede marker omgivet af stengærder. 

Resten af dagen og aftenen er på egen hånd, hvor du får mulighed for at udforske Mellieha Holiday Centre og lokalområdet. Der er altid noget at foretage sig på feriecentret. Prøv petanque, minigolf eller tennis. Styrk formen i fitnessrummet eller velværet i spaområdet. Mellieha Holiday Centre ligger i naturskønne omgivelser og blot 300 meter væk ligger en af øens bedste sandstrande.

Dagen inkluderer:
Flyrejse, transfer til hotel, indkvartering på Mellieha Holiday Centre.

Forbehold for ændringer i programmet. 

Dagens vandretur:

Afstand: 10 km 
Tid: 3 timer
Sværhedsgrad: Middel med ujævnt terræn og små bakker, der går op og ned
Medbring: Vandrestøvler, evt. vandrestav og snack

Velkomstmøde og gennemgang af ugens program
Kl. 9.00, efter morgenmaden, afholder vi et velkomstmøde. På mødet gennemgår vi alt det, du skal opleve på vores spændende vandreture og du har mulighed for at stille spørgsmål. 

Naturskønne dale i landsbyen Mgarr 
Vi mødes i vandrestøvler foran receptionen kl. 10.00 klar til at tage til et særlig smukt, men ofte overset hjørne af Malta. Nordvest ligger landsbyen Mgarr, og bussen kører os til udkanten af landsbyen, hvor vores vandring starter. Mgarr er omgivet af frugtbar landbrugsjord og er også kendt som ”jordbærbyen”, da man her hvert år holder en stor jordbærfestival i april måned. Mens vi vandrer ud mod havet og vagttårnet, Lippija, kommer vi forbi marker og frodige dale. Vi når frem til Lippija, Johanniterriddernes vagttårn, der ligger højt hævet over det azurblå hav. Vi nyder den storslåede udsigt.

Vilde planter i nationalparken Majjistral 
Vi fortsætter vores vandring langs Maltas imponerende og geologiske interessante blå lerbakker og går gennem nationalparken Majjistral. Parken er opkaldt efter den nordvestlige vind, der på maltesisk hedder ”Majjistral”. Generelt er de maltesiske øer stærkt kultiveret, men i nationalparken kan du opleve store områder med vild og uberørt natur og fugle, firben og kaniner. Landskabet er råt og stenet med en mangfoldighed af hårdføre planter som f.eks. den vilde middelhavstimian. Området blev i 2007 en beskyttet nationalpark – den første nogensinde på Malta. Parken byder ud over de flotte udsigter og den alsidige natur på flere historisk interessante bevaringsværdige bygningsværker fra den gang det britiske militær herskede på øen. Afslutningsvis, inden vi er tilbage på feriecentret, nyder vi udsigten over filmkulissebyen Popeye Village, som ligger i Anchor Bay. Popeye Village blev bygget i starten af 1980erne i forbindelse med indspilningen af Skipper Skræk musicalen, og i dag fungerer stedet som forlystelsespark for børn.

Vi er tilbage på Mellieha Holiday Centre ca. kl. 13.00, hvor du har resten af dagen på egen hånd.

Dagen inkluderer: 
Morgenmad, informationsmøde, al transport og guidet vandreudflugt.

Forbehold for ændringer i programmet.

Dagens vandretur:

Afstand: 7 km 
Tid: Ca. 3 timer
Sværhedsgrad: Middel med ujævnt terræn og en stigning samt små bakker både op og ned.
Medbring: Vandrestøvler, evt. vandrestav og snack

Vi starter dagen som sicilianerne
I dag skal vi tidligt op for at sejle til Sicilien. Bussen holder klar til afgang foran receptionen kl. 04.45. Katamaranfærgen stævner ud kl. 06.30 fra den imponerende Grand Harbour i Valletta og sejler os til Pozzallo på Sicilien. Det er en hyggelig sejltur på et par timer og på færgen er der mulighed for at købe kaffe/te og morgenmad. Bussen venter på kajen i Pozzallo for at køre os til Marina di Modica. Vi starter dagen som sicilianerne med en cappuccino eller en espresso og et stykke siciliansk wienerbrød ”dolce siciliano”.

Frodige dale, frugtplantager, oliventræer og tusindvis af blomster 
Efter kaffepausen kører vi mod nord til byen San Giacomo, der ligger i udkanten af Iblei bjergene. Landskabet er et typisk siciliansk landskab med bløde bakker og frodige dale, skove og frugtplantager, oliventræer, johannesbrød, mandeltræer og tusindvis af smukke vilde blomster. Vi vandrer i området der hedder ”Cava Cria Forest”. Vandreturen er ca. 7 km og der ender ved søen Santa Rosalia. Efter vandreturen spiser vi en let og lækker siciliansk frokost.

Ud på eftermiddagen kører vi til barokbyen Ragusa Ibla, som er beliggende på en lille bakketop omkranset af dale. Der bliver tid til at gå en lille tur i de hyggelige gader, besøge et par kirker eller blot nyde panoramaudsigten fra den botaniske have.

Efter besøget i Ragusa Ibla kører vi til vores hotel, Antica Stazione, som er fantastisk beliggende i Ragusas højland. 

Vi spiser middag kl. 19.30.

Dagen inkluderer: 
Al transport, guidet vandreudflugt, kaffe og kage, frokost inkl. vin og vand, indkvartering på 3-stjernet hotel på Sicilien, 2-retters middag inkl. vin og vand. 

Forbehold for ændringer i programmet. 

Dagens vandretur:

Afstand: 12 km 
Tid: Ca. 3 timer
Sværhedsgrad: Let
Medbring: Vandrestøvler, evt. vandrestav og snack

Magisk skovvandring
Efter et dejligt morgenbord forlader vi hotellet og kører til naturreservatet ”Pantalica Nature Reserve”, hvor vi går langs det gamle jernbanespor fra Ferla til Palazzolo Acreide. En smuk vandretur igennem skov og dal på ca. 12 km.

Vi smager på Sicilien 
Vores bus henter os ved endestationen og kører os til et typisk siciliansk agritourism sted, som laver lækker mad af lokale afgrøder, som vi selvfølgelig skal smage. Efter en skøn vandretur og dejlig frokost vender vi tilbage til hotellet.

Vi spiser middag på hotellet kl. 19.30.

Dagen inkluderer: 
Morgenmad, al transport, guidet vandreudflugt, frokost inkl. vin og vand og 2-retters middag på hotellet inkl. vin og vand.

Forbehold for ændringer i programmet. 

Dagens vandretur:

Afstand: 7 km
Tid: Ca. 3 timer
Sværhedsgrad: Middelsvær med ujævnt terræn og ned- og opstigning
Medbring: Vandrestøvler, vandrestav, snack, drikke og evt. badetøj

Naturskøn vandring med frodige bjergskråninger og smukke søer
I dag skal vi på en spændende udflugt i Hyblaean bjergene på det sydøstlige Sicilien og vi skal nyde en lækker siciliansk frokost.
Efter morgenmad og check-ud fra hotellet henter vores bus os uden for receptionen kl. 8.45. Efter ca. tre kvarters kørsel ankommer vi til dagens første vandretur, der starter og slutter samme sted. Vi går langs kløften og videre ned gennem frodig vegetation mod små ferskvandssøer. Her er et frisk dyp i det kolde vand en mulighed, mens vi holder pause, inden vi atter vandrer tilbage opad.

Hjemmelavet siciliansk frokost
Vores bus henter os kl. 12.45, og efter et kvarters tid når vi et siciliansk agriturisme landsted. Her venter en traditionel, hjemmelavet siciliansk frokost med antipasti, pasta, dessert samt vin, vand, kaffe og likør.

Efter en dejlig frokost kører vi til havnebyen Pozzallo, hvor du kan nyde en is eller kop cappuccino inden færgen sejler os til Malta. Vi er tilbage på Mellieha Holiday Centre på Malta ca. kl. 23.30.

Dagen inkluderer:

Morgenmad, al transport, guidet vandreudflugt, frokost og dessert inkl. vin, vand og likør.

Forbehold for ændringer i programmet.

Det er blevet tid til en velfortjent fridag, hvor du kan gøre, hvad du har lyst til. Du kan slappe af i den indendørs pool og spaområdet, i din gårdhave eller tage på opdagelse på egen hånd på Malta.

Oplev barokbyen Valletta
Gode, billige busforbindelser lige uden for feriecentret tager dig nemt til øens øvrige byer og forbinder dig med hele øens seværdigheder og attraktioner, hvis du vil ud og opleve noget i dag. Besøg f.eks. Maltas smukke hovedstad Valletta. Byen er en sand arkitektonisk barokperle og en af Europas mest spændende hovedstæder. Ligegyldigt hvilket gadehjørne du står på, er Valletta spækket med kulturelt og historisk interessante bygninger. Oplev f.eks. St. Johns Co-Cathedral med Caravaggio malerierne, Nationalmuseet med prestigefyldte skatte eller Stormestrenes Palads.

Kom tæt på verdenshistoriens største konflikter
I Valletta kan du også dykke ned i historiens mest dramatiske begivenheder. Besøg Lascaris War Rooms, hvorfra Eisenhower og Montgomery styrede Europas befrielse. På National War Museum kan du få indsigt i rædslerne under Hitler og Mussolinis bombardementer. I byen Mosta kan du opleve ”Mirakelkirken”. Her faldt en bombe, smidt af tyskerne, ned gennem kirkens tag midt under en gudstjeneste. Kirken var fyldt, men mirakuløst detonerede den ikke, og alle blev reddet.

Souvenirs og shopping
Du kan også tage bussen til Maltas sydøstlige kyst, hvor det summende marked ved havnen i Marsaxlokk ligger. De farvestrålende boder bugner med lokal kunsthåndværk, delikatesser, souvenirs og atmosfære, og er en herlig oplevelse for sanserne. Her kan du købe brugskunst såsom glaskunst, filigransmykker og strikvarer – og lækkerier som olivenolie, kapers, gedeost og vine med hjem.

Vores danske rejseledere står selvfølgelig også klar med råd og vejledning til spændende ture og aktiviteter.

Dagen inkluderer:
Morgenmad.

Dagens vandretur:

Afstand: 8 km 
Tid: Ca. 3 timer
Sværhedsgrad: Middel med et ujævnt terræn med små bakker både op og ned
Medbring: vandrestøvler, en snack og evt. vandrestav 

Lunzjata dalen, Maltas frodigste område
Vores bus henter os uden for receptionen kl. 9.00, og vi sætter kursen mod byen Rabat, der er en af de ældste byer på Malta. Vores vandretur starter i udkanten af Rabat, hvor vi skal vandre ad stier og små veje langs opdyrkede marker igennem Lunzjata dalen. Naturen her er særlig grøn og frodig takket være de mange naturlige kilder. I dag er dalen et meget vigtigt område for landbruget. Med den konstante harmoniske lyd af det rislende vand, der strømmer gennem dalen, er det her et af de bedste steder at indtage den smukke natur.

Spektakulær udsigt fra de tårnhøje Dingli klipper
Efter at have vandret gennem Maltas grønneste område, kommer vi ud til havet til de stejle, smukke og dramatiske Dingli klipper. Her venter en storslået udsigt ud over klippekysten og havet. Maltas vestkyst er enestående smuk, og landskabet er også geologisk interessant med en stor variation af folder og farver i klippelagene. Efter vi har nydt den helt fantastiske udsigt, bliver vi hentet af vores bus og kørt hjem til Mellieha Holiday Centre.

Kl. 18.50 mødes vi foran receptionen for i samlet flok at gå til en restaurant, hvor vi afslutter vores spændende vandreuge med en hyggelig afskedsmiddag.

Dagen inkluderer:
Morgenmad, al transport, guidet vandreudflugt og afskedsmiddag inkl. 1 øl, 1 sodavand eller ½ flaske vin.

Forbehold for ændringer i programmet.

Efter en uge med fantastiske vandreoplevelser, dejligt klima og lækker indkvartering er det blevet tid til at flyve hjem til Danmark med rygsækken fuld af uforglemmelige minder. De mange kilometer rundt på det lille ørige har givet dig masser af frisk luft, god motion og intense oplevelser i naturen. 

Dagen inkluderer:
 
Morgenmad, transfer til lufthavnen og flyrejse hjem til Danmark.

Forbehold for ændringer i programmet.

Tilmeld dig ventelisten her

folkeferiedk-danmarksflag-rundt-ikon-1

Altid danske rejseledere

folkeferiedk-kuffert-ikon-1

Bagage er altid inkluderet

folkeferiedk-hjerte-ikon-1

Din rejse skaber glæde for udsatte familier

Bestil din rejse