Hilda Heick
Modtager af DFF-Fondens Hæderslegat 2020
Vi mennesker har brug for fællesskaber og sammenhold. Dét oplevede vi især i 2020, hvor social afstand og restriktioner var en del af hverdagen. Og derfor var det (og er det stadig) vigtigt at stå sammen og dyrke fællesskabet.
Den 31. august 2020 uddelte vi for første gang DFF-Fondens Hæderslegat, der netop hylder kunstnere, der i deres virke lever og kæmper for fællesskabet.
En af de tre modtagere af DFF-Fondens Hæderslegat i 2020 var Hilda Heick, bedre kendt som den ene del af Keld & Hilda – Danmarks nok mest populære musikalske ægtepar. Udnævnelsen kom mildest talt bag på den folkekære 74-årige sangerinde, for det er første gang nogensinde, at hun modtager en hædersbevisning.
”Jeg blev noget overrasket og meget beæret over, at nogen ville tildele mig en pris og tænkte da også først, at det måtte være en fejl, da mit navn blev nævnt, for det plejer at være Keld, folk vil have fat på og tildele et eller andet”, siger Hilda Heick med et smil.
Da formand for nominerings- og udvælgelseskomitéen, Ejner K. Holst, ringede for at overbringe hende nyheden, var Hildas første reaktion også: ”Vent lidt – jeg henter lige Keld”.
Men det var Hilda, der sammen med to andre kunstnere i 2020 fik tildelt prisen. At Hilda modtager hæderen skyldes, at hun gennem sit 40-årige kunstneriske virke og i sit arbejde som hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Artist Forbund har ydet en særlig stor indsats for fællesskabet både i musikbranchen og for et stort publikum i alle aldre og samfundslag.
Læs resten af interviewet med Hilda Heick nedenfor ...
Sang og musik kan give et kærkomment pusterum i hverdagen. På samme måde giver ferie rig mulighed for at koble af, være sammen og nyde livet. Derfor giver det god mening, at Hilda ud over hæderen og statuette også får foræret et ferieophold på Mellieha Holiday Centre på Malta og et feriehus opkaldt efter sig.
”Hædersprisen gør, at jeg føler, at jeg har gjort noget godt og betydningsfuldt her i tilværelsen. At få en pris, fordi man er folkelig, kan samle mennesker med sang og musik og gør sit for at sætte dem i bedre humør, det synes jeg er utrolig dejligt”, siger dansktopsangerinden.
Gennem årene har Keld & Hilda optrådt utrætteligt på samtlige scener i Danmark, herunder også på hospitaler og plejehjem, når den fulde kalender har tilladt det.
”På hospitaler, når vi optræder, kan Keld og jeg mærke, at musikken får folk til at glemme, at de er triste eller har ondt. Musik og sang sætter dem i lidt bedre humør – også selv om det kun er for en kort stund. Det, tror jeg egentlig, er ret vigtigt, slår Hilda fast og fortsætter: ”Jeg synes, det vigtigste som kunstner er, at man kan forære folk noget tid og en oplevelse, hvor de siger: Åh, det var helt dejligt at slappe af og komme lidt væk fra hverdagen og de problemer, der fylder”.
”Keld og jeg har travle arbejdsdage stort set året rundt, men ligesom alle andre har vi også brug for at lade batterierne op ind imellem, så at jeg har fået foræret et ferieophold, synes jeg er helt fantastisk. Når jeg tager på ferie, tager jeg af sted for at slappe af, hygge mig og komme ned i gear, og det tror jeg helt sikkert, jeg kan på Mellieha Holiday Centre”.
Dansktopstjernerne Keld & Hilda, der har rejst mange steder gennem årene, har en forkærlighed for Norditalien og den portugisiske ø Madeira, hvor de har en timesharelejlighed.
Én ting er særlig vigtig for Hilda, hvis det skal være en rigtig god ferie. ”Når vi selv bestiller en rejse, så er det altid med et køkken. Jeg kan slet ikke forstå, at man kan undvære et køkken. Jeg synes, det er så dejligt, at jeg lige kan gå smutte ud og lave en sandwich eller snuppe noget frisk frugt i køleskabet, når jeg har lyst.
Efter Hilda har set, hvordan hun skal bo på Mellieha Holiday Centre, er forventningens glæde ikke blevet mindre.
”Den bedst tænkelige ferie for mig er at have mit eget lille sted sydpå, hvor jeg kan slappe af, trække stikket og sidde med en god bog under en parasol, så jeg tror bestemt Mellieha Holiday Centre har alt det, jeg søger. Jeg har jo været inde at snuse på nettet og se ferieboligerne. De ser vel nok dejlig store og lækre ud. Jeg ser frem til at have min egen gårdhave, hvor jeg uforstyrret kan læse alle de bøger, jeg ikke når i en travl hverdag. Keld og jeg elsker at smage den lokale mad og gå ud og spise, men det betyder meget, at ferieboligen har et køkken. Så kan vi bare lige gå hjem, efter vi har været nede og bade, og tage en gang salat eller spejlæg uden at skulle stadses op".
Når turen går til Malta, glæder Hilda sig især til at skifte hverdagens rutiner ud med langsomme morgener i gårdhaven, gåture rundt i feriebyen og afslapning ved poolen.
”Når du er så meget på, som Keld og jeg er, er behovet for at koble af ekstra stort i ferier. Jeg ser frem til morgener på Mellieha Holiday Centre, hvor jeg bare kan gå ud i min pyjamas og sidde i min egen gårdhave og spise morgenmad. Her kan jeg tage tingene i mit eget tempo, det er altså skønt ikke at have travlt, og at du bare kan sætte dig ud, mens badet kan vente til senere.
”Jeg spiller ikke rigtig golf, men minigolf, dét er sjovt! Det spiller Keld og jeg ALTID, når vi er af sted, så det skal vi helt sikkert også på Mellieha Holiday Centre”, siger en begejstret Hilda.
Hilda kan se andre fordele ved sit kommende ophold på Mellieha Holiday Centre.
”Nu hvor corona er over os, og vi jo ikke ved hvor længe, det varer, er det også smart, at vi kan passe os selv i egen feriebolig. Og så har jeg læst, at Mellieha Holiday Centre har styr på samtlige sikkerhedsprocedurer. Det giver altså en god, tryg følelse. Nu hvor vi bliver ældre, synes jeg også, at det betyder noget, at stedet har en læge tilknyttet, og jeg kan tale dansk med rejselederne".
Hilda ved endnu ikke, hvornår hun vil nyde sit ophold på Malta, men det bliver ikke i juni måned, for der foretrækker hun at være i sin store have hjemme i Trørød.
”Jeg kunne godt overveje januar med 15-17 grader for at komme væk fra den danske vinter, som altid er så lang herhjemme. Og du kan altså godt i en god krog med læ, hvis solen skinner, komme op på 20 grader. Det er rigeligt varmt for mig”, griner Hilda hjerteligt.
I år toner Hilda frem hver fredag på skærmen hele efteråret som deltager i tv-programmet Vild med dans, så mens Keld og resten af familien tager til Madeira, må hun blive hjemme i træningssalen. Derfor glæder hun sig ekstra meget til at holde en velfortjent ferie næste år på Mellieha Holiday Centre på Malta.