De største oplevelser på (det vestlige) Kreta
Udførlig guide til Kretas største oplevelser
Idylliske kystbyer, nogle af Grækenlands bedste strande, imponerende levn fra oldtiden og fantastiske landskaber gør Kreta til en fantastisk destination. Oplevelserne på Kreta står i kø, og både par og børnefamilier vil elske at bade, slappe af og tage på opdagelse på Grækenlands største ø. Vi guider dig gennem Kretas største oplevelser.
Oplev Kretas badeparadis med sandstrande og blå laguner
Med det varme vejr fra maj til november er Kretas mange strande en populær måde at tilbringe ferien på. Strandene, der er nogle af Grækenlands bedste, ligger naturskønt i små, idylliske badevige med krystalklart og roligt vand. Sandet er mange steder fint og blødt – og nogle steder endda smukt rosafarvet. Under havets overflade er der mange oplevelser på Kreta. Du kan dykke og snorkle og se farverige fisk og koraller. Nyd f.eks. en dag på Den gyldne strand, Chrissi Akti, tæt på hotel Forum Suites. Tag på udflugt til den lyserøde strand, Elafonnissi - Kretas svar på Maldiverne eller Balos Lagune, der gemmer på en af Kretas absolut smukkeste strande.
Oplevelser på Kreta er fyldt med smuk natur og spændende historie
Hvis du kan løsrive dig de smukke strande, venter en masse historiske, kulturelle og naturskønne oplevelser. Tag på en fascinerende vandretur i Europas længste naturkløft, Samaria, og oplev et af Grækenlands smukkeste områder. Mærk historiens vingesus i det berømte 4000 år gamle minoiske oldtidspalads, Knossos. Besøg den undersøiske Elefanthule og få en enestående dykkeroplevelse. Sejl rundt i pedalbåd på den smukke ferskvandssø Kournas for foden af bjergene, eller tag på bådudflugt til den pittoreske badebugt Seitan Limania, der er perfekt til afslapning, svømning og snorkling.
Besøg Chania - Grækenlands Venedig
Få kilometer fra vores hoteller lokker Kretas næststørste by, Chania, med en perfekt blanding af seværdigheder, shopping, museer, gadehandlere og livlig atmosfære. Du kan spadsere langs den hyggelige havn i Chania, beundre de velbevarede pastelfarvede venetianske huse i den gamle bydel, nyde udsigten af De Hvide Bjerge i det fjerne og gå på opdagelse i den gigantiske markedshal. Overalt er der masser af udendørsrestauranter med lækker græsk mad, gode butikker og spændende arkitektur.
Der er masser af oplevelser på Kreta - læs om vores udvalgte oplevelser på Kreta her.
De bedste oplevelser på Kreta
Oplevelser på Kreta byder på en masse storslåede naturoplevelser, charmerende byer, vidunderlig vandring, imponerende oldtidspaladser, enestående strande og meget mere.
Knossos på Kreta
Kretas enestående minoiske paladsruin og antikke byMærk historiens vingesus på Kreta i Knossos
Historisk, mytologisk og arkitektonisk interesserede strømmer til det berømte Knossos. Alle andre bør gøre det samme, for Knossos er et fascinerende vindue tilbage i tiden. Tilbage til en tid, hvor Europas ældste civilisation - den minoiske civilisation - blomstrede. Du finder Knossos på en skrånende, frodig høj med omkringliggende olivenlunde og vinmarker, 5 kilometer sydøst for Kretas største by, Heraklion. De imponerende udgravninger og restaureringer giver dig en god idé om, hvordan det komplette bysamfund og gigantiske palads en gang har set ud.
Knossos – en storslået arkitektonisk bedrift
Det er svært ikke at blive grebet af en smule ærefrygt, når man står bag Knossos’ ca. 4000 år gamle mure. Mens du går rundt i de labyrintiske korridorer mellem tempelruiner, majestætiske trapper og brolagte slotsgårde, kan du fornemme den minoiske civilisation, hvis storhedstid fandt sted fra 2800-1100 f.Kr. I dag er Knossos Grækenlands største arkæologiske udgravningsplads fra bronzealderen og Kretas største attraktion.
Knossos som magtcentrum
Kreta har i alt 4 minoiske paladser, men især Knossos viser, hvordan arkitekter i 2000 f.Kr. skabte teknologisk avancerede paladskomplekser med rindende vand og verdens måske første toilet med skyl. Det siges, at Knossos i bronzealderen var Kretas vigtigste politiske og religiøse centrum med handelsforbindelser og stor magt i hele Middelhavsområdet.
Det fascinerende palads alene bestod af 1400 rum på 75.000 m2, og nogle steder har det imponerende bygningsværk stået i op til 5 etager.
Knossos byggehistorie
Arkæologiske udgravninger vidner om, at byen omkring Knossos palads har været beboet siden omkring 6000 f.Kr (stenalderen). Selve det gigantiske palads blev færdigbygget omkring 2000 f.Kr., men en serie jordskælv omkring 1750 f.Kr. ødelagde bygningerne, som derfor blev genopbygget. I 1400 f.Kr. indtraf endnu en naturkatastrofe, jordskælv, vulkanudbrud på Santorini eller måske en tsunami – det vides ikke præcist.
En brite genskabte minoernes storhed
I 1900-tallet påbegyndte den engelske arkæolog sir Arthur Evans stedets gennemgribende rekonstruktioner, som er dét, du kan opleve i dag. Arthur brugte hele sit liv og sin formue på atter at vække minoernes dagligliv og kongernes pomp og pragt til live for at give os et billede af Oldtiden. Mange af de skatte, der blev fundet under udgravningsarbejdet, finder du på det arkæologiske museum i Heraklion, så vil du se fortiden endnu tydeligere for dig, anbefales et besøg på det spændende museum.
På tur gennem paladsruinerne tilbage i tiden
Alle minoiske paladser blev bygget omkring en central slotsgård, der dannede udgangspunkt for hellige ceremonier som ofringer til guderne samt kongelig audiens. Fra gården i Knossos får du en smuk udsigt over Kefala dalen. I ”aristokraternes sal”, Piano Noble, på paladsbygningens øvre etage har oldtidens minoiske konger holdt audiens, og den dag i dag kan du stadig nyde synet af de smukke fresker af springende tyredansere.
Se de enorme opbevaringskrukker (kaldet PITHOS) lavet af terrakotta-ler i paladsets vestfløj, som har været brugt til at opbevare vin, olie og korn, og fortsæt til trappen, der fører dig ned til den sydlige søjlegang, der smukt er udsmykket med freskoen af Kopbæreren. Lad dig også imponere af arkitekturen bag den store monumentale trappe, der førte til kongefamiliens private bolig.
Kong Minos trone – den ældste trone i Europa
Når du bevæger dig rundt i udgravningerne og restaureringerne, vil du opleve dronningens gemakker med de overdådige fresker, som forestiller blå delfiner. I tronsalen kan du se mytiske fabeldyr (griffer), som er løvekroppe med ørnehoveder, pryde væggene og opleve den ældste trone i Europa: Kong Minos tronen. Ifølge den græske mytologi regerede Kong Minos, søn af Zeus, over Kreta fra sit palads i Knossos omkring 3.600 f.Kr., og den minoiske civilisation er opkaldt efter sagnkongen.
Afstand fra FolkeFerie.dks hoteller til Knossos: Ca. 2 timer i bil langs nordkysten
Samaria kløften på Kreta
Tag på tur til Kretas flotte nationalpark og imponerende naturkløftTag på en fantastisk vandretur i Europas længste naturkløft, Samaria
På den sydvestlige del af Kreta venter dig en uforglemmelig udflugt til et af Grækenlands mest naturskønne områder. Tag på vandretur i Europas længste naturkløft, Samaria, gennem høje bjerge, ældgamle skove, langs floder og oplev fantastiske udsigter, forskellige plantearter, vildtliv og Kretas små bjerggeder.
Storslået natur og forskellige vandreforslag
Samarias Nationalpark omfatter den 25 km2 store Omalos højslette og Samaria kløften, der er godt 17 km lang. Samaria-kløften skærer sig gennem Lefka Ori, de Hvide Bjerge, fra Omalos højsletten ud til det Libyske Hav. Er du i særlig god form, kan du tilbagelægge den ca. 17 km lange tur på 5-7 timer og belønnes med det smukke hav for enden af vandreturen ved den lille landsby Agia Roumeli. Men du kan også vælge en mere overskuelig distance og stadig opleve de flotte bjerge og spektakulære udsigtspunkter.
Den ”øvede” rute (5-7 timer)
Første del af ruten: Fra Xyloskalo til Agios Nikolaos (1 ½ - 2 timer)
Tag bussen fra Chania til Omalos, hvor din vandring begynder i 1200 meters højde. De første 3 km går det stejlt nedad med skarpe sving undervejs, men en stentrappe med trægelænder gør det sikkert og trygt at tilbagelægge den første del af ruten. Glæd dig til udsigtspunkterne undervejs, hvor du kan holde pauser og nyde udsigten over de stolte bjerge. Efter denne del af ruten kan du vælge at vende om eller fortsætte 2 km ind i skoven nedad, indtil du når Agios Nikolaos kapellet.
Anden del af ruten: Fra Agios Nikolaos til den forladte landsby Samaria (1-2 timer)
Nede i selve kløften er stien mindre stejl og snor sig langs et vandløb, der stort set er udtørret nogle steder, mens det andre steder samler sig til små søer i landskabet.
Noget af det, der gør vandreturen til en af de største oplevelser, når du rejser til Kreta, er den store variation i terrænet. Ørkenlignende områder afløses af frodigt planteliv, stejle klippesider flankeret af fyrreskove forvandles undervejs til plateauer med vilde blomster. Og når du når til landsbyen Samaria, møder du forladte huse, og hvis du er heldig, kri-kri gederne, som nogle gange går tæt på landsbyen. Gå på opdagelse rundt i landsbyen og find et hyggeligt sted at nyde din medbragte madpakke, inden turen går videre mod udmundingen.
Tredje del af ruten: Fra den forladte landsby Samaria til udmundingen mod havet (1 ½ - 2 ½ time)
Du har nu tilbagelagt ca. 13 kilometers fantastisk vandring, og nu venter endnu et af turens højdepunkter dig. De gigantiske geologiske mønstre, kaldet sideroportes, jernporten viser vejen mod havet. Det er rutens smalleste sted. Du går på en 3 meter bred sti med bjergsider på op til 300 meter på hver side. Ved Jernporten slutter Samaria Nationalpark, og der er nu kun ca. 3 km til stranden, byen Agia Roumeli og en forfriskende dukkert i havet.
Herfra kommer du ikke videre, medmindre du tager færgen til Sougia eller Horas Sfakion – hvis du ikke ønsker at gå hele turen tilbage gennem kløften igen.
Den ”nemme” rute (2 timer)
Tag færgen til/fra Sougia eller Horas Sfakion til Agia Roumeli og gå op til jernportene og tilbage igen.
Tip
Husk gode vandresko, en vandflaske, en madpakke –det er ikke muligt at købe mad undervejs. Tag af sted så tidligt som muligt pga. varmen. På hele ruten finder du små toiletter og vandposter, hvor du kan fylde vandflasken op. Der er mulighed for lægehjælp, hvis behovet opstår. Der er rig mulighed for at komme med på arrangerede ture, hvis man føler sig uerfaren i vandrestøvler.
Afstand fra FolkeFerie.dks hoteller til Samaria: Lidt over 1 times bilkørsel til sletten og 1,5 time fra færgen og hjem.
Balos lagune på Kreta
Nyd en dag på en af Kretas smukkeste strandeOplev en af de smukkeste strande på Kreta
Balos lagune er et sikkert bud, når Kretas smukkeste strand skal findes. Tag en lagune og placer den mellem en halvø og en ø med vild natur, Geroskinos bjergene i baggrunden og omkringliggende rev. Sørg for turkisblåt, lavt lækkert badevand og fint lyst, rosafarvet sand med fintmalede knuste koraller. Så har du et billede af en af Grækenlands bedste og mest maleriske strande.
Vandet har mange lave områder, og der er sjældent bølger, så det er perfekt for børn. Nærmest som en stor swimmingpool. Ved stranden findes en kiosk med snacks til den lette sult.
Find vej til paradisisk strand på Kreta
Som alt godt i livet, skal du yde lidt, før du kan slå dit håndklæde ud og nyde livet på denne enestående strand. Du finder Balos lagune ca. 50 kilometer vest for FolkeFerie.dks hoteller, og på arrangeret bådudflugt er måden at komme hertil. Billeje kan ikke anbefales, da det sidste stykke vej til lagunen ikke er så fremkommelig og derfor dækker bilforsikringen ikke og du kan risikere en bøde.
FolkeFerie.dk arrangerer ture til Balos Lagune og på egen hånd kanb du også hoppe på bådene, som sejler fra havnen i Kastelli.
Afstand fra FolkeFerie.dks hoteller til Balos lagune: Ca. 50 km
Den lyserøde strand Elafonissi på Kreta
Kretas svar på MaldiverneTropisk lagune og snorkelparadis på Kreta
På ferie på Kreta skal du besøge den lyserøde strand Elafonissi ved Kretas sydvestlige spids. Det turkise, lave, klare vand, de tropiske omgivelser og små bugter gør Elafonissi til en af Kretas bedste og smukkeste strande.
Stranden ligger smukt med små vige, og man kan soppe over til den lille ø, Elafonissi, der ligger og putter sig ude i det safirblå vand.
Elafonissi er særlig kendt for sit silkebløde, lune og lyserødt glimtende sand. Og du finder ikke lignende i Grækenland. Den karakteristiske farve stammer fra bittesmå, rosafarvede muslingeskaller, der er fintmalet af havet.
Afslapning for familien og snorkling på Kreta for de eventyrlystne
Det lave vand i lagunen er ideelt for børnefamilier, der med sindsro kan lade familiens yngste soppe i vandkanten, mens man selv nyder solens stråler. Vil du på opdagelse og se smukke fisk og koraler, skal du blot gå et godt stykke ud. Her gemmer lagunen på et lille rev, hvor du kan svømme og snorkle.
Det praktiske
Den turkisfarvede lagune er populær, så du får ikke paradis for dig selv, men du kan finde mere fred i en af de mange små klippebugter på øen. Du kan kun komme til Elafonissi i bil (eller på arrangeret udflugt). Der er mulighed for at leje strandstole og parasoller samt købe snacks, kolde drikke og lette måltider på en af strandens to caféer. Og du har adgang til strandens toiletter, omklædningsmuligheder og brusere.
En af Europas bedste strande på Kreta
Elafonissi er en oplevelse, du sjældent glemmer, og det føles som om, man er havnet på Maldiverne. Den smukke strand er da også kåret som en af Europas bedste strande. Delfiner, der indimellem leger i vandoverfladen ude i havet, fuldender strandparadiset.
Afstand fra FolkeFerie.dks hoteller til Elafonissi: Ca. 70 km (1,5 times bilkørsel)
Kournas søen på Kreta
Lej en pedalbåd og sejl ud på eventyrGør som kretenserne – tag til Kournas søen.
Det er absolut et dejligt udflugtsmål at tage til Kournas søen, Kretas eneste naturlige ferskvandssø. Ved foden af De hvide bjerge og tæt på den hyggelige landsby Georgiopolis ligger søen i et naturskønt område fuld af fugle, fisk og andre dyr såsom geder, ænder og skildpadder.
Om sommeren falder vandstanden og åbenbarer sandstrand og skønne bademuligheder. Hvis du vil vandre, er stien rundt om søen tilgængelig om sommeren. Vil du have en gang gratis fiskespa, skal du blot stikke fødderne i vandet, så kan du mærke små, behagelige ”kys” fra søens små fisk. Bemærk hvordan farverne skifter i søen, tæt på strandkanten er vandet klart, jo længere ud dine øjne vandrer, forvandles farven til mørk azurblå. Søens dybeste sted i midten er 22 meter.
Aktiviteter ved Kournas sø
Om sommeren er det oplagt at leje en pedalbåd og sejle ud i søen på eventyr og se den smukke omkringliggende natur fra søsiden. På en af de hyggelige taverner langs søbredden kan du spise lækker græsk mad, mens du nyder udsigten ud over søen og de bølgende bakker, der omgiver stedet. I den hyggelige landsby Georgiopolis finder du ligeledes caféer og taverner samt ægte lokal atmosfære på byens torv.
Ikke langt fra torvet i Georgioupoli finder du en fin, sandstrand og tæt på Kretas et af ældste bagerier, hvor det saftige, knasende brød bages i stenovn.
Afstand fra FolkeFerie.dks hoteller til Kournas søen: Ca. 50 km i bil
Seitan Limania strand på Kreta
Smuk lagune for de eventyrlystneBrug en dag i badeparadis
Seitan Limania er den smukkeste badebugt med hvid sandstrand og turkisfarvet vand gemt mellem de rå klipper. For at komme til bugten og stranden skal du i bil gennem nogle hårnålesving, efterfulgt af en stejl vandring fra parkeringspladsen ned til stranden, men det er hele besværet værd. Den stejle, smalle sti går langs de lodrette klipper, så det er en fordel ikke at lide af højdeskræk, til gengæld er udsigten fænomenal. Et godt fif er at have ordentlige sko på, ikke sandaler eller klip klappere, og så sørge for at tage stien til højre fra parkeringspladsen ned til stranden, og den venstre sti, når du skal op igen.
Tag med båd til Seitan Limania strand
At ankomme til Seitan Limania strand med båd er det straks en anden og lettere sag. Badebugten er ideel for et stop med båd. Uanset hvordan du når frem til denne paradisiske plet, bliver du belønnet med det lækreste, krystalklare vand perfekt til svømning og snorkling.
Seitan Limania strand har hverken strandcafé, toilet- eller omklædningsfaciliteter, men til gengæld rendyrket naturskøn og populær badebugt.
Afstand fra FolkeFerie.dks hoteller til Seitan Limania strand: Ca. 27 km (ca. 1 times bilkørsel)
Melidoni grotten på Kreta
Drypstensgrotte med en tragisk fortællingEn historisk spændende grotte på Kreta
Besøg Melidoni grotten, en smuk drypstensgrotte, hvor du kan opleve Kretas smukke kuperede natur, spændende historie og små, hyggelige landsbyer. Grotten er berømt for sine arkæologiske fund fra den kretensiske stenalder 7000 f.Kr. og for den tragiske hændelse, der fandt sted i 1824. Omkring 300 kvinder, børn og frihedskæmpere fra byen Melidoni skjulte sig forgæves her fra den tyrkiske hær.
Grotten – en naturlig katedral
De tyrkiske soldater forsøgte at få landsbybeboerne til at overgive sig. Da de nægtede, satte tyrkerne ild til indgangen, og de stakkels civile døde af røgforgiftning. Knoglerne fra dem kan du se i dag i en stor kiste i hulen. Og man fristes til at tænke på grottens centrale rum som en naturskabt katedral.
Praktiske tips
Det er en god idé at medbringe en lommelygte eller slå lyset til på mobiltelefonen, mens du på egen hånd går rundt i grotten og beundrer de imponerende drypstensformationer. Fra hulen kan du nyde den smukke udsigt over det kuperede landskab.
Afstand fra FolkeFerie.dks hoteller til Melidoni grotten: Ca. 100 km (1,5 times bilkørsel)
Dykning og snorkling på Kreta
Oplev Kreta under vandetRejser til Kreta byder på magisk dykning
Lige så eventyrlig Kreta er på landsiden, lige så magisk en verden gemmer sig under havoverfladen langs Kretas kyster og inde i de idylliske bugter. Koraller, farverige fisk og spændende blæksprutter er blot noget af det, der venter dig, når du dykker ned i havets univers.
De bedste steder at snorkle på Kreta
Kreta har utrolig mange gode steder at dykke og snorkle, og med klart vand, som er varmt helt fra maj til november, er det bare med at komme af sted på eventyr under vandet.
Elafonissi strand på Kreta
Tag en dagsudflugt til Elafonissi ved Kretas sydvestlige spids – ca. 70 km fra FolkeFerie.dks hoteller. Det turkise, klare vand, de tropiske omgivelser og små bugter gør Elafonissi til en af Kretas bedste og smukkeste strande. Det lave vand er ideelt for børnefamilien, som vil snorkle og se havets dyr. Stranden er en af Kretas mest populære, så vær klar til at dele paradis med andre feriegæster.
Fra FolkeFerie.dks hoteller tager det ca. 1 ½ time at køre til Elafonissi, og vejen er indimellem ujævn. Vel fremme kan du leje strandstol, parasol samt købe snacks, kolde drikke og lette måltider på en af strandens to caféer. Og du har adgang til strandens betalingstoiletter, omklædningsmuligheder og brusere.
Ravdoucha strand på Kreta
Svøm og snorkl til solen går ned ved Ravdoucha strand. Stranden ligger ca. 30 km vest for FolkeFerie.dks hoteller, og i bil kan du nemt komme hertil. Stedet er ideelt til snorkling takket være vinden, der går i den rette retning. Ved stranden er der også en hyggelig strandbar og en taverna, hvor du kan købe et lille udvalg af lækre græske retter.
Loutro strand på Kreta
Vil du prøve en anderledes strandoplevelse, så tag til Loutro, en lille kystby ca. 100 km syd for FolkeFerie.dks hoteller. Den bilfrie by og den smukkeste lille, lukkede bugt og ø gør stedet til et sjældent paradis. For at komme til dette paradis skal du tage en af de daglige færger fra Hora Sfakion eller leje en privat taxibåd. Går du til højre, når du forlader færgen, finder du flere klippebade, hvor du kan nyde en hel dag under solen og få fantastiske snorkeloplevelser i det rolige, klare vand.
Ombros Gialos bugt på Kreta
Ombros Gialos bugt er et snorkelparadis og en lettere skjult perle. Her hopper du direkte i vandet fra stenplateauer, så hvis du vil have sand mellem tæerne, skal du vælge et andet udflugtsmål. Til gengæld afslører det klare, turkise vand en masse spændende fisk, hvis du vælger at køre mod byen Paleloni. Fremme ved Paleloni skal du dreje til venstre, når du ser bakken, der går direkte ned mod bugten. Du kan også sejle hertil med privat båd fra Georgioupolis. Nyd en friskfanget fisk på den hyggelige taverne i Ombros Gialos. Der er ca. 35 km fra FolkeFerie.dks hoteller til Ombros Gialos bugt.
Souda strand på det sydlige Kreta
Vil du gerne undgå alt for mange mennesker på din strandtur, kan Souda strand anbefales. Stranden ligger på den sydlige del af Kreta ca. 5 minutter fra byen Plakias i en meget flot bugt. Udsigten herfra er fantastisk, det rolige, klare vand er perfekt til at snorkle i, og svømmer du tæt på klipperne, vrimler det med spændende fisk. Du kan også finde en dejlig skyggeplet fra klipperne, når du vil holde siesta. Ved parkeringsområdet og ved stranden finder du restauranter, hvor du kan stille sulten og slukke tørsten. Der er ca. 80 km fra FolkeFerie.dks hoteller til Souda strand på det sydvestlige Kreta.
Frangokastello strand på Kreta
Frangokastello området ligger på sydkysten af Kreta - ca. 80 km fra FolkeFerie.dks hoteller. Frangokastello strand ligger her i smukke omgivelser med de barske Hvide Bjerge i baggrunden og en smuk bevaret borg helt nede ved stranden. Dele af stranden har meget lavt vand, der gør det til et perfekt sted for børnefamilier.
Et sted, to strandmuligheder
Stranden har form som en trekant og vender både mod sydvest og sydøst. Når der er bølger på den ene strand, så er der som regel ingen bølger på den anden. Stranden sydvest, Vatalos, består af en blanding af hvidt, fint sand, småsten og nogle klippefremspring, som gør stranden god til snorkling. Mindre end 10 minutters vandring mod øst ligger naturstranden Orthi Ammos, som er kendt for sine flotte sandklitter.
Her er udlejning af strandstole og parasoller. Lige bag stranden ligger et par hyggelige taverner, der serverer græske specialiteter.
Det er muligt at komme ind på borgen, der blev bygget af venetianerne i 1371, som forsvar mod pirater og oprør fra lokalbefolkningen. Borgen er nyrestaureret og en ekstra oplevelse at tage med, når man nu alligevel er her. Vær opmærksom på, at der kan være entrébetaling til borgen.
Få en fantastisk dykkeroplevelse i Elefanthulen
Gå ikke glip af en udflugt til den undersøiske hule ved Cape Drapano. Det var en spydfisker, som tilfældigt fandt den mystiske undersøiske hule i 1999. Navnet Elefanthulen skyldes, at en række forskere i hulen stødte på usædvanlige fund af elefant- og hjorteknogler. Her venter en uforglemmelig dykkeroplevelse for både amatører og professionelle dykkere.
Sjælden dykkeroplevelse på Kreta
For at komme til den magiske hule, må du først sejle hertil og efterfølgende svømme ca. 40 meter i en undersøisk tunnel. Selve indgangen til grotten er beliggende ni meter under vandoverfladen. Hulen, der i dag er underlagt vand har for tusinder år siden været tør. Det kan du se på drypstensformationerne, de røde stalaktitter, der hænger ned fra hulens loft. Udover at hulen er et fortryllende sted, er det også gemmested for Middelhavssælerne.
Måden at opleve den skjulte skat og fordums dyr og geologiske vidundere kommer til sker ved at booke tur med det lokale dykkercenter.
Der er ca. 45 min. bilkørsel fra FolkeFerie.dks hoteller til Elefanthulen.
På Kreta findes masser af spændende bådudflugter
En god måde at finde de gode steder at snorkle og dykke er at tage med på arrangerede heldagsudflugter med båd. De fleste byer tilbyder udflugter med båd, og nabobyen Chania er ingen undtagelse. På bådudflugt har du også muligheden for at tage på øhop mellem de smukke græske øer.
Rethymnon på Kreta
Oplev en af Kretas mest fascinerende byerBesøg Rethymnon på Kreta
Rethymnon er Kretas tredjestørste by efter Chania og Iraklio beliggende midt på Kretas nordkyst 66 km fra Agii Apostoli og Chrissi Akti. Den time, det tager at køre hertil, er bestemt det hele værd. Rethymnon, som putter sig i en bred, lavvandet bugt, er en fascinerende by skarpt delt i en moderne og gammel bydel, hvor mange spændende spor er velbevaret fra fortiden. Inden for de gamle byporte ligger smukke osmanniske og venetianske huse side om side, og i den lille havn løber en stemningsfyldt strandpromenade fyldt med caféer og taverner. På besøg i den græske havneby kan du på hvert andet hjørne opleve kirker, museer og flere velbevarede moskéer, som levn fra den osmanniske periode. Alt er inden for gåafstand i Rethymnon, inklusive byens mest markante bygning: Fortezza, en af verdens største venetianske borge med fire solide bastioner, tre porte og mageløs smuk udsigt.
På slentretur rundt i Kretas tredjestørste by
Giv dig god tid til at gå på opdagelse i Rethymnon. Start fra morgenen af og gå op til Fortezza, det kolossale fæstningsværk fra 1573. Den imponerende borg ligger yderst på klippehalvøen nord for byen, og herfra får du en bjergtagende panoramaudsigt over byen, havnen og det omgivende bjergrige landskab. Se udgravningsskattene på byens arkæologiske museum. Samlinger af smykker, brugsgenstande, løftegaver og romerske samt byzantinske sarkofager fortæller om byens begivenhedsrige og multietniske fortid. De ældste fund, minoisk keramik og otte store kar, tyder på, at Rethymnon har været beboet siden slutningen af bronzealderen.
Fantastisk stemning og fascinerende kulturarv i det gamle kvarter
Gå videre på opdagelse i Rethymnons små, snørklede venetianske gader i den gamle bydel med middelalder- og tyrkiskarkitektoniske pragtstykker side om side. Se den flotte Rimondi fontæne, en prægtig renæssanceskabelse fra 1626 med løvehoveder og vand, der flyder meditativt. Nyd de mange små specialforretninger, kafferisteriet, ostebutikkerne og bagerne, der bager friske kager med filodej og sød honning. Rundt i de små gyder kan du allevegne fornemme den kretensiske kultur og samtidig få et indblik i, hvordan mere end syv århundreders fremmed besættelser har sat deres præg.
I den gamle by kan du også beundre Rethymnons kendte vartegn, Nerantzes moskéen. Tilbagelæg de 133 trappetrin i moskéens spiralsnoede trappe og oplev den smukke udsigt over byen. I dag huser bygningen musikkonservatoriet, og du kan være heldig – eller planlægge at besøge stedet en dag, der afholdes koncert.
Mindesmærke for Kretas frihedskamp
Lad indtrykkene bundfælde sig og hvil benene på en af de mange hyggelige caféer på Rimondi-pladsen eller langs El-venizélou strandpromenade med palmetræer og eksotisk atmosfære. Har du badetøjet med, kan du også slappe af med en forfriskende tur i det krystalklare vand.
Byens åndehul og øens geologiske udviklingshistorie
Ved siden af den venetianske havn og stranden i udkanten af den gamle by ligger den offentlige bypark med store, skyggefulde træer og en lille, hyggelig café, hvor du kan få en forfriskning og pause fra de mange indtryk. Hvert år i juli måned holder parken vinfest med dans og folkloremusik. På Rethymnons palæontologiske museum, Goulandris, kan du få et indblik i Kretas naturhistorie og geologiske udvikling. Oplev øens flora og fauna gennem 300.000 år udstillet med fossiler af hvirvelløse dyr og knogler fra hjorte, elefanter og dværgflodheste.
Er du klar på flere eventyr, kan du slå vejen forbi Arkádi klostret ca. 25 km væk, en sand arkitektonisk perle med spændende historier om frihedskampene. Takket være sin vigtige rolle i opgøret med det osmanniske styre på Kreta, er klostret et nationalt kultsted, og alene munkeklostrets maleriske beliggenhed er i sig selv årsag nok til at besøge stedet.
Afstand fra FolkeFerie.dks hoteller til Rythymnon: Ca. 66 km (1 times bilkørsel)
Souda Bay War Cemetery på Kreta
Oplev et historisk interessant og naturskønt sted på KretaHyld de faldne soldater
1.500 soldater ligger begravet i Souda bugten, og kirkegården er bestemt et besøg værd. Dels for at mindes og hylde de brave soldater, der kæmpede og faldt under både 1. og 2. Verdenskrig, dels for at genopfriske den dramatiske historie. Slaget om Kreta, den græske modstandsbevægelse og Souda bugt spillede en betydelig rolle under 2. Verdenskrig. De faldne soldater ligger begravet naturskønt ved den maleriske Souda bugt.
Den græske modstandsbevægelse
Det var tyskernes plan under 2. Verdenskrig at erobre tre lufthavne samt havnebyen Chania og på den måde forhindre englænderne i at sætte fly ind samt overføre tropper mellem de forskellige områder på øen. Tyskerne forventede, at den græske befolkning ville betragte tyskerne som befrielsestropper, der kom for at smide englænderne ud. I stedet mødte de tyske tropper en heftig modstand, og størsteparten af de voksne kretensiske mænd deltog i forsvaret af den kretensiske kyst. Alligevel trængte tyskerne ind i de britiske stillinger den 26. maj, og den 28. maj var de herrer over hele kysten langs Souda bugten.
Hitlers nederlag på Kreta
Tyskernes erobringer lykkedes, og slaget om Kreta kostede mere end 15.000 faldne på de allieredes side, mens tyskerne mistede cirka 6.500. Pga. de tyske faldskærmstroppers store tab på Kreta, konkluderede Hitler: "Kreta har bevist, at operationer med faldskærmstropper ikke mere er tidssvarende." Det er muligt, at de dårlige erfaringer fra dette slag er årsag til, at tyskerne ikke invaderede Malta i sommeren 1942.
Hvert år er den 21. maj til den 1. juni helligdage til minde om den kretensiske frihedskamp. Der er gratis parkering og entré.
Smuk natur omkring Souda bugten
Den maleriske bugt er ligeledes et besøg værd for sine naturskønne omgivelser. På den nordvestlige side af bugten kan du se de stejle skråninger på Akrotiri halvøen, og på den sydøstlige side af Akrotiri halvøen finder du Marathi og Loutraki, nogle af Kretas allerbedste strande.
Afstand fra FolkeFerie.dks hoteller til Souda Bay War Cemetery: Ca. 10 km
Katholiko kloster på Kreta
Smuk vandretur til øens ældste kloster og huleboergrotteBesøg i det ældste kloster på Kreta
På Vestkreta på Akrotiri halvøen venter en helt unik oplevelse. På en 40 minutters vandretur gennem et smukt kuperet landskab med vild natur, kan du opleve Katholiko klosteret fra ca. 1600-tallet og St. Johns hule.
Besøg i asketisk huleboers gemakker
Den eneste måde at komme til klostret og hulen er til fods på en grusvej med masser af sving. Stien starter efter Gouvermetou klostret og fører dig forbi bjerget Arkoudokefalo, der betyder bjørnehoved, og Agios Antonios klostret. Du når hurtigt frem til Bjørnegrotten, hvorefter stien bliver stejlere. Ved en naturlig platform møder du en trappe. De 128 trin fører dig ned i klostret.
Klostret er bygget ind i en grotte i klippeskråningen. Det diskuteres stadig om klostret i virkeligheden har eksisteret helt tilbage i det 6. eller 7. århundrede, og i visse guidebøgerne nævnes klostret som Kretas ældste.
St. Johns hule
Ved siden af klostret finder du en asketisk huleboers hjem. Huleboeren St. John levede sit fromme liv i hulen i det 16. århundrede. Det siges, at han kom fra Egypten og kun levede af urter og frugt. Til sidst var han så afkræftet, at han kun kunne kravle på alle fire. Da en jæger troede, at han så en ged, affyrede han sin pil og dræbte ved en fejl huleboeren. I dag tager folk fra Chania på pilgrimsrejse til den 100 meter lange og 1500 m2 store hule. Nogle mener, at den store sten i hulen har helende kræfter.
Praktisk information
Medbring vand, gå ikke alene, ifør dig gode vandresko og medbring lommelygte til huleboerens grotte. I tilfælde af regn frarådes turen, da grusstien kan være glat. Det er muligt at vandre yderligere 45 minutter videre langs Avlaki kløften ud til en bugt ved havet. Husk, det er kirkens grund du besøger så passende opførsel forventes.
Afstand fra FolkeFerie.dks hoteller til Katholiko kloster: Ca. 35 km