Køkkenchef Thomas Stellini, januar 2022
Mellieha Holiday Centre har altid været mit andet hjem
”Mit hjerte banker for Mellieha Holiday Centre. Her trådte jeg mine barneben. Her startede min store begejstring for at lave mad. Og her har mine forældre arbejdet i et halvt liv. Så stedet betyder utrolig meget for min familie og mig” - Thomas Stellini, Mellieha Holiday Centres nye køkkenchef.
Med FolkeFerie.dks destinationschef Marianne og overtjener Stephen Stellini som forældre har Thomas fået Mellieha Holiday Centre ind med modermælken. Som knægt var Thomas med sin far på arbejde, og som blot 15-årig kokkelev bagte han pandekager til feriebyens gæster.
Hvorfor skifte Michelin-vindende restaurant ud med restaurant i en ferieby for danskere?
Allerede som 20-årig er Thomas færdiguddannet kok. Han beslutter sig for endnu en uddannelse på universitetet. To år senere med et eksamensbevis i Turisme and Management ansætter gourmetrestauranten Commando det lysende talent.
”Sammen med mit køkkenhold vinder vi en Michelin Bib Gourmand. En anerkendelse restauranten opretholder i de tre år, hvor jeg er chefkok. Alligevel var jeg ikke et sekund i tvivl, da jeg bliver tilbudt stillingen som køkkenchef på Mellieha Holiday Centre”.
Thomas har fået flere tilbud fra prestigefyldte restauranter på Malta, men at blive køkkenchef på Mellieha Holiday Centre er en drøm, der er gået i opfyldelse.
Hvad kan man forvente, når man sætter sig til bords i restauranterne på Mellieha Holiday Centre?
”Det jeg har lært fra Michelin-restauranten Commando, kommer også gæsterne til gode på Mellieha Holiday Centre. Menuerne bliver løbende skiftet. Der kræses mere for detaljerne og min stil er mere enkel med få nøje udvalgte råvarer på tallerkenen”.
Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til danske klassikere. Thomas serverer blandt andet hotdog i Hansen Gastro bar, hvor opskriften på pølsen stammer fra hans danske oldemors opskriftsbog. Populære retter såsom chateaubriand finder gæsterne også stadig på menuen, men nu ledsages kødet af lokale grøntsager.
Vi prøver at bruge så mange lokale råvarer, som vi kan
"En af vores kokke dyrker en del grøntsager selv, som vi anvender. Og generelt støtter vi mere lokalt ved at bruge de råvarer, der dyrkes på øen”, fortæller Thomas og fortsætter:
”Lige nu har vi hver søndag maltesisk aften med en hovedret og en dessert som henter inspiration fra øen og ud fra de råvarer, vi kan få lige nu udenfor døren. Sammen med maden udleverer vi en tekst, der fortæller hvor ingredienserne kommer fra og hvilke madtraditioner, der ligger bag. Det synes jeg bidrager til oplevelsen af et måltid, at man får oprindelseshistorien og tankerne bag den mad, man sætter tænderne i.”
Glade gæster gør, at jeg går glad på arbejde
"Jeg går glad på arbejde hver dag, og især når gæsterne vender tilbage og fortæller mig, at de har haft en god aften, og maden smagte godt. Det er det, der får mig til at lægge mig yderligere i selen. Gæsternes tilbagemeldinger er generelt meget vigtige for mig – det er jo dem, vi er her for, og det er også en oplagt måde hele tiden at blive bedre og samle inspiration til nye retter.